Hvis man har Angus, som ender hos slagteren, så lærer man kun slagteren at kende. Hvis man er avler, så får man massevis af kontakter, fordi en bred kreds, der interesserer sig for racen, skal ud at kigge. De skal måske kun have et eller få dyr – og ikke hvert år – men gennem årene bliver de til venner.
Sådan karakteriserer Steffen Albrektsen det at være avler.
- Det er de mange kontakter, der gør det sjovt. At kende en masse mennesker, der interesserer sig for det samme, som jeg selv gør og møde dem igen og igen og se en udvikling, siger han.
Rigtig blod på tanden fik han, da han i 1991 havde købt tyren Anglebo Ego, som viste sig at ære noget særligt.
- Den vandt interbreed på Roskilde Dyrskue i 1993, 1995 og 1996, så de var rigtig godt trætte af mig, griner han.
Efter han solgte den til en jysk avler, blev den bedste angus på Landsskuet - og så var avlen rigtigt kommet i blodet på ham.
Canada
For ham er det ikke blot en lille lokal kreds. Hvert andet år rejser han til Canada for at finde de bedst mulige gener, han kan importere som embryoner. Sæd får han også fra Canada og Skotland.
- Det er sådan, vi forbedrer genetikken. Jeg skal jo have nye gener ind for at undgå indavl, både i forhold til mine egne dyr, men også dem, der køber dyr hos mig, siger han.
Selv om kødkvæget for Steffen Albrektsen som for så mange andre kun er en bibeskæftigelse, har han dog 100 moderdyr plus opdræt samt en fast medhjælper på bedriften. Tidsmæssigt bruger han såmænd nok også lige så mange timer på sin bedrift efter arbejdstid som på sit hovederhverv, en virksomhed, der laver tilstandsrapporter og energimærker. Det vurderer han selv.
De er nogle stykker, der importerer de frosne embryoner sammen. Steffen Albrektsen har 10 malkekøer, han bruger som rugemødre og får sat embryonerne op i. Det hænder også, at han selv får skyllet en ko og sælger embryoner.
Læs mere i magasinet Kødkvæg 2, 2022
Relaterede artikler
Kommentarer