Video: Tyvstarter køer på græs - på konventionel gård
Konventionel landmand åbner portene for sine konventionelle malkekøer.

På søndag flokkes familier til øko-gårde landet over for at se køerne blive lukket ud på græs.

Det er således dagen, hvor sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram vil blive fyldt op med glade køer.

Jakob Hansen, landbrugselev på en gård i Grestedbro nord for Ribe, valgte søndag at tyvstarte ko-dansen på Facebook, hvor han i gruppen Malkekvæg delte en video, hvor man ser køerne danse og hoppe ud af stalden med retning mod græsmarken.

"Vi sætter køerne på græs, fordi de får motion, og så er det naturligt. Vi kan godt lide at sende dem ud om sommeren, fordi de godt kan få det lidt for varmt i stalden, da det er en gammel stald. Men vi gør det især, fordi det er godt for køerne," fortæller Jakob Hansen.

Jakob Hansen havde den bagtanke, at han gerne ville vise, at det altså ikke kun er økologiske køer, der kommer på græs om sommeren.

Seges har anslået, at 15-16 procent af de konventionelle malkekøer i Danmark kommer på græs om sommeren. Men der findes ikke en opgørelse på det. Alle økologiske malkekøer skal på græs om sommeren.

"Vi nyder at sende køerne ud på græs. Det er godt for køerne, og så føler vi, at de har en højere levealder, når de får lov til at komme ud. Men jeg vil ikke gå til at sige, at de har det bedre udenfor. De kan have det lige så godt indenfor. Det er bare op til den enkelte landmand, hvad han synes. Her kommer de i hvert fald ud," fortæller elev Jakob Hansen. 

Arla havde indtil for cirka tre år siden Lærkevang-mælk, som var mælk fra konventionelle køer, der kom på græs i sommerhalvåret. Arla afskaffede dog ordningen, fordi forbrugerne var forvirrede over Lærkevang, som lå et sted mellem den konventionelle mælk og den økologiske mælk, og de var heller ikke villige til at betale merprisen for Lærkevang, beretter Arla. Mejeriet valgte at tage Lærkevang af markedet og i stedet lave en skarp positionering omkring friskhed på den konventionelle mælk Arla 24 og om økologi på Arla Harmoni.

Se den søde video ovenover, hvor gårdens 220 malkekøer kommer ud på græs. I videoen er det faktisk anden gang, de kommer ud.

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.