Vil du sælge kalve til klimaprojekt?

Krydsningskalve med angus eller charolaisfædre efterlyses til et stort klimaprojekt, som skal finde de mest klimavenlige tyre.

En stadig større del af danske malkekøer insemineres med kødkvægssæd, men hvor gode er kødkvægstyrene egentlig, når det handler om at være klimavenlige?

Det spørgsmål søger Seges svar på i et fire-årigt projekt sammen med bl.a. Danish Crown, Viking Genetics, Aarhus Universitet og fem slagtekalveproducenter. Det skriver landbrugsinfo.dk

Budgetrammen for projektet lyder på 20 mio. kr., og målet er at udvikle avlsværdital, som gør det muligt at identificere de kødkvægstyre, som slipper mindst metan ud i atmosfæren. Egenskaber som foderudnyttelse og kødets mørhed vil også indgå i avlsværditallet.

Klimavenlige kalve, som smager godt, vil foruden at gavne kvægbrugets klimaaftryk også gavne indtjeningen hos mælke- og kalveproducenter.

»Populært sagt vil kagen, der skal deles mellem slagtekalveproducenten og mælkeproducenten, blive større. Det er med andre ord til gavn for begge parter«, forklarer afdelingsleder Anders Fogh, Seges, som står i spidsen for udviklingsarbejdet.

Søger kalve af holstein

At udvikle et avlsmæssigt værktøj, som kan bruges til at finde de bedste kødkvægstyre, kræver ifølge Anders Fogh rigtig mange registreringer. Derfor skal der afprøves ca. 12.000 krydsningskalve, som skal opfedes i de fem deltagende slagtekalvebesætninger.

For at få tilstrækkelig med kalve og kalve af forskellige krydsningskombinationer efterlyser Seges hjælp fra mælkeproducenter med renracede holstein-besætninger, som vil sælge krydsningskalve til de fem deltagende kalveproducenter.

Når der udelukkende søges kalve med holstein-mor, øges muligheden for at beregne sikre avlsværdital.

Angus- eller charolais-far

Seges og Viking vil udvælge den sæd, som skal anvendes, og foruden blåkvæg skal der anvendes sæd fra charolais og angus. Sidstnævnte racer ønskes afprøvet, da arbejdet med at skabe den klimavenlige slagtekalv kan vise hidtil ukendte fordele for andre racer end blåkvæg, som er den mest anvendte race til krydsningsproduktion.

Seges forventer, at værktøjet til at udvælge tyrene er klar om fire år.

Faktaboks

Sådan kan du være med

Hvis du har lyst til at levere krydsningskalve efter charolais- eller angustyre og bor i Jylland – syd for Limfjorden – kan du henvende dig til konsulent Rasmus Skovgaard Stephansen, Seges, på tlf. 87.40 54 59.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.