Vild idé er nu virkelighed: Malkekøer er flyttet ind i flydende farm

Verdens første flydende mælkefarm er blevet til virkelighed, da 32 flydende køer nu producerer mælk og yoghurt i hollandsk havn.

Hvad der startede som en vild idé, er nu blevet til virkelighed.

32 rødbrogede malkekøer er nemlig flyttet ind på en flydende kostald ved navn Floating Farm (den flydende gård, red.) i havnen i Rotterdam, Holland.

Projektet har været under udvikling af Peter van Wingerden og Minke van Wingerden i flere år, men i maj i år kunne køerne endelig flytte ind.


Foto: Floating Farm

Tanken bag projektet er at producere fødevarer tættere på forbrugerne og for at udnytte pladsen i en storby, har udviklerne fået idéen at placere stalden på vandet i havnen.

Ombord er der mejeri, og både mælk og yoghurt sælges i butikker lokalt i Rotterdam, men den flydende stald er også indrettet til, at besøgende kan komme og lære om produktionen.

Bæredygtighed og cirkulær økonomi er tænkt ind i projektet, hvor gødningen bliver solgt til brug i Rotterdam, og Floating Farm producerer selv strøm med solceller og opsamler og renser regnvand til køerne.


Foto: Floating Farm

Projektet er finansieret af private investorer med støtte fra en række partnere fra erhvervet.

Bliver kostalden en succes, drømmer skaberne om at lave henholdsvis en flydende kyllingefarm og et flydende drivhus.

I stalden er der malkerobot, ligesom en nærliggende mark gør det muligt for køerne at komme på græs ind i mellem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.