Kvægformand: Vi har ikke fået det, vi er blevet lovet

Omlægningen af EU’s landbrugsstøtte kommer til at gøre ekstra ondt på kvægsektoren, lød det fra Christian Lund, formand for L&F Kvæg i sin formandsberetning mandag formiddag i Herning.

Til næste år træder EU’s nye landbrugsreform i kraft, og det betyder en radikal omlægning af landbrugsstøtten. Sådan lød det fra Christian Lund, da han mandag formiddag aflagde sin formandsberetning til årsmødet i L&F Kvæg.

Generelt falder støtten til landbruget, når reformen træder i kraft næste år, men den skal også udjævnes, og det får konsekvenser for især kvægbrugere, da man her har været vant til mælketillæg, kvægtillæg og handyrtillæg.

I sin beretning lagde formanden for L&F Kvæg ikke skjul på, at han mener, at reformen rammer skævt. Og de afbødende tiltag, som er på vej i de såkaldte eco-schemes og ko-præmie, kan i de flestes tilfælde langt fra gøre op for det tab, som mælkeproducenter kan se frem til som følge af omlægningen af støtten.

- Vi har arbejdet hårdt for at gøre opmærksom på udfordringer – og for bedre vilkår. Og vi arbejder stadig på det og har en god dialog med ministeriet om bedre løsninger. Men der er ingen tvivl om, at den skæve fordeling er en realitet, og vi mener ikke, at vi har fået det, vi er blevet lovet i form af ecoschemes, sagde Christian Lund.

Bag kvægformanden kunne man skimte et diagram, der viser, at 10 procent af mælkeproducenterne står til at skulle vinke farvel til i gennemsnit 325.000 kroner som følge af omlægningen, mens de afbødende foranstaltninger i form af ecoschemes og ko-præmie kun er på omkring 100.000 kroner.

- For slagtekalveproducenterne ser vi samme fordeling – stor skævhed. Nogen rammes enormt hårdt, men der er også nogle få, der får en gevinst, fordi slagtekalvepræmien er aftalt frem til 2030, lød det fra Christian Lund.

Han slog i sin beretning fast, at uanset hvad, så er man hos L&F Kvæg optimistiske, og ser på, hvad der er af muligheder inden for rammerne.

Emneord

Kvægkongres 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle