Kvaliteten af dansk korn er steget

Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug.

Landbrugspakken har sat sit tydelige og positive aftryk i årets høstresultater. Kornet fra årets høst har således en markant højere proteinprocent end tidligere år. Det er helt tydeligt, at det er landbrugspakken, der slår igennem. Den ekstra kvælstoftildeling, som landbruget har fået, er nemlig det, der gør, at kornet har et højere proteinindhold. Og det har ikke skadet miljøet.

I år er der 9,8 procent protein i hvede, mod 8,6 procent sidste år. Det er en stigning på 1,2 procentpoint eller en forholdsvis stigning på 14 procent. Vårbyggen er gået fra 8,3 til 9,6 procent,– det er den største procentmæssige stigning. Det drejer sig om 1,3 procentpoint eller 16 procent op i forhold til året før. Til gengæld er rugen kun steget fra 7,3 til 7,9 procent.

Stigningen er rekordstor, men den kommer ikke bag på os med faglig indsigt. Der er jo en kemisk sammenhæng, der gør, at proteinet stiger, når der bliver tilført mere gødning. Så det er helt naturligt.

Det tildelte kvælstof har ikke kun givet højere protein i det høstede korn. Det har også medført højere N-indhold i planterester og rødder og bidrager dermed til opbygning af jordpuljens organiske N-indhold. Det er helt afgørende for, at udpiningen af jorden ikke fortsætter, og at vi derfor også i de kommende år vil se en stigende tendens i proteinmængden.

Den stigende tilførsel af kvælstof bliver således spist af planter og organisk materiale i jorden. De i årets løb målte iltsvind har intet med landbrugspakken at gøre. Udsivning af den i årets løb tilførte gødning sker først, når efterårsregnen for alvor sætter ind. Det er ikke sket endnu og sker efter forsøg at dømme heller ikke senere. Flerårige forsøg bl.a. ved Arentsminde i Nordjylland, udført med stigende tildeling af kvælstof, viser, at først når man når op på markant større tildelinger, end landbrugspakken giver lov til, øges udledningen. Samtidig vil planter, der trives, som de har gjort i årets vækstsæson, optage langt mere CO2 fra luften, end planter, der ikke trives. Med årets proteinrige høst vil vi derudover undgå transport af en betydelig mængde sojaprotein fra Sydamerika. Der er således mange gevinster ved den omdiskuterede landbrugspakke.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle