Kvartalsrapport fra USDA viser overraskende stor stigning i majsarealerne

Kvartalsrapport fra USDA viste en overraskende stor stigning i majsarealerne, melder Jyske Markets. Hvedearealer opgøres til gengæld til laveste niveau siden 1919.

Der var i forbindelse med USDAs kvartalsrapport forventninger om pæne majsarealer og forventningerne blev i den grad indfriet, og mere til.

Det skriver Jyske Markets.

Forud for offentliggørelsen lå markedets forventning til arealerne i et niveau omkring 94 mio. acres, og med et endeligt tal på lige knap 97 mio. kom arealerne ind på et niveau, som var højere end de højeste analytikerestimater.

Det svarer til en stigning på 8 procent i forhold til sidste år, og 97 mio. acre er dermed det højeste niveau for majsarealerne siden 2012.

Det høje tal sendte også kortvarigt priserne ned med to procent, men en hurtig korrektion betød dog at majsen kun lukkede dagen med marginale fald. Korrektionen må tilskrives et overraskende fald i majslagrene, som USDA pr. 1. marts 2020 har opgjort til 7,95 mia. bushels, hvilket ikke bare er pænt under sidste års rekordstore lagre, men også under analytikernes gennemsnitlige forventninger til lagrene.

Også stor stigning på soja

For sojabønnernes vedkommende, så var der også her tale om pæne stigninger i arealerne sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

83,5 mio. acre lød opgørelsen på, og selvom arealerne er større end sidste år, så var det stadigvæk et stykke under markedets forventning, som lå på 85 mio. acre.

I modsætning til majsen, så var arealopgørelsen fra USDA her prisunderstøttende, mens lageropgørelsen var marginalt prisnegativ. Lagrene falder med 17 procent i forhold til samme periode sidste
år, men kommer alligevel ind en spids over markedets forventning.

Det var dog ikke nok til at modstå effekten af de faldende arealer, og terminskurven tog også et hop på ca. en procent ovenpå udmeldingen.

Hvede laveste niveau siden 1919

Et fald i hvedearealerne på en procent i forhold til sidste år for både vinter- og vårhvede betyder, at hvedearealerne opgøres til det laveste niveau siden 1919, hvor man begyndte opmålingerne.

Faldet kom også en smule bag på analytikerne, som havde forventet arealer på samme niveau som sidste år. Hvedelagrene falder tilmed 11 procent i forhold til sidste år, og kommer ind marginalt under konsensus.

Markederne havde fra starten svært ved at sætte kursen, men efterfølgende overvejende trukket højere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle