Nordsjællands Landboforening er rammen for nyt fagligt og socialt fællesskab målrettet kvinder.
Nordsjællands Landboforening har oplevet en stigende interesse og efterspørgsel på et netværk, hvor kvinder, som har en relation til landbruget kan mødes omkring faglige og sociale emner. Foreningen har taget tråden op, og et nyt netværk kun for kvinder ser dagens lys 3. juni.
Ønskerne er kommet fra kvinder i alle aldre lige fra helt unge kvinder, som er uddannet landmænd og på vej ind i erhvervet til yngre udearbejdende ægtefæller og kvinder med mange års erfaring, som ønsker sparring til f.eks. opstart af egne erhvervsaktiviteter på ejendommen. Flertallet er gift med en landmand og har et arbejde uden for landbruget.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Monica Laustsen, 35 år, som bor med sin mand og tre børn på et planteavlsbrug ved Slangerup og er en af de kvinder, der vil gøre brug af netværket:
"Landbruget fylder hele vores liv og danner rammen om vores tilværelse, hvor arbejdsliv og privatliv hænger tæt sammen. Jeg er ikke uddannet landmand og har ikke fået fagtermer og ”mind set” ind med modermælken. Men i et netværk kan vi sammen dykke ned i faglige emner, som normalt er mandens domæne. Det kan være regnskaberne, prissætning og salg af råvarer, bæredygtig bedrift eller noget helt fjerde", siger Monica Laustsen.
Landboforening sætter rammer
Formand for Nordsjællands Landboforening Lars Jonsson glæder sig over, at foreningen kan sætte rammerne og være facilitator for det nye netværk, der præsenteres ved et uforpligtende opstartsmøde 3. juni.
"Jeg ser netop det at være fagligt og socialt samlingspunkt for vores medlemmer og andre i landdistrikterne, som en af landboforeningens vigtige opgaver også i 2021. Derfor håber jeg, at vi i de kommende år kan etablere endnu flere interessedrevne netværk og erfagruppe", siger han.
Opstarten 3. juni byder bl.a. på en peptalk og beretning fra en meget erfaren landbokvinde, Marianne Jørgensen, som er lærer, foredragsholder, forfatter og ægtefælle til en landmand.
Hun har i mange år været en populær klummeskribent i LandbrugsAvisen, hvor hun har delt glæder, udfordringer, opgaver og drømme med læserne.
Faktaboks
Informations- og Kick off: Torsdag 3. juni kl. 18 – 21.30
Pris: Gratis for kvinder og uforpligtende at deltage
Tilmelding: nola@nola.dk eller på agrovi.dk senest 27. maj.