Kyllingeslagteri tilslutter sig dansk soja-alliance

Også HK Scan Denmark melder sig nu i koret, der fra 2025 kun vil bruge ansvarligt dyrket soja.

Dansk Alliance for Ansvarlig Soja har fået endnu et medlem. HK Scan Denmark ønsker nemlig at forbedre bæredygtigheden i sin forsyningskæde og er blevet medlem af den danske soja-alliance.

Det skriver fjerkræslagteriet i en pressemeddelelse.

HKScan’s brand Rose Fjerkræ vil gradvis starte med kun at bruge bæredygtigt produceret og certificeret soja i foder.

"Vi offentliggør vores handlingsplan vedrørende bæredygtig soja inden udgangen af 2020", siger Brian Møller Lauridsen, Animal Sourcing Director hos HKScan Denmark.

Med Dansk Alliance for Ansvarlig Soja er flere store spillere fra detailhandelen, fødevareproducenter, NGO’er og myndigheder gået sammen om at fremme brugen af bæredygtig soja i Danmark. Alliancens vision er, at al soja importeret til Danmark fra 2025 er bæredygtigt soja produceret ansvarligt for at undgå afskovning.

"Vi er meget glade for at være med i Dansk Alliance for Ansvarlig Soja. Det er særdeles vigtigt, at hele fødevareindustrien arbejder sammen om en mere bæredygtig værdikæde. Når vi forener kræfterne, har det større effekt", tilføjer Møller Lauridsen.

HKScan-koncernen følger også projekter, der har til formål at producere indenlandsk plantebaserede proteiner og har ligeledes erstattet soja i dyrefoder, hvor det er muligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle