Læsø-bonde på sand smider ploven i forsøg på bedre spiring

Læsøs tørre sandjord var en af grundene til, at Birger Olsen besluttede sig for at forsøge sig med pløjefri dyrkning. Han håber, at han er færdig med at tage ploven ud af maskinhuset.

Sidste år forsøgte de sig med pløjefri dyrkning for første gang på Brunhavegård på Læsø.  

"Mange, der har haft pløjefrit i en årrække, har kun haft fordele af det, så det ville vi prøve kræfter med og se, om vi kunne få det til at virke - og det tror jeg, at vi kan", siger Birger Olsen, der driver Brunhavegård med 180 malkekøer.

Grunden til at, at ploven er sparket til hjørne, er at jorden på Læsø er meget sandet, og Birger Olsen mente derfor, at det var ideelt at forsøge sig med den pløjefri dyrkningsmetode.

"Vores muldlag er så tyndt, så der er meget sandet, når vi har pløjet her. Sidste år, hvor vi ikke pløjede men harvede til såning, så vi, at vi såede mere i muldlaget", siger Birger Olsen. 

På Brunhavegård er de vant til en meget uensartet fremspiring på markerne. 

"Sidste år virkede det til, at vi havde en meget ensartet fremspiring i kornmarkerne - de var mere homogene, end vi var vant til. Jeg tror, at det skyldes, at kernerne er blevet sat i en mere stabil overflade, som ikke så nemt tørrede ud", siger han.

"Vi kan opnå en jord, som over nogle år opnår en større robusthed for de udsving i nedbørsmængder, som vi nok vil opleve mere af i fremtiden"

har købt ny såmaskine og nu også ny harve

For fire år siden investerede landmanden i en Horsch Pronto såmaskine.

"Det er en skiveskærersåmaskine, og den er kendt for at kunne så i næsten alting. Jeg begyndte at gøre klar til processen - det tager jo nogle år at konvertere maskinparken i det omfang. Jeg begyndte at køre med såmaskinen, samtidig med at vi stadig pløjede", siger han.

For et par år siden købte han en Horsch Joker-tallerkenharve.

"Den begyndte vi at køre med sidste år, og det gik meget godt. Vi syntes, at det gik meget godt, men vi er også bevidste om, at vi er nødt til at løsne jorden lidt mere, end vi gør med tallerkenharven, så derfor har vi bestilt en Horsch Terrano dybdeharve. Den kan harve helt ned til 30 cm i dybden", siger han. 

Den nuværende tallerkenharve kan løsne jorden i 10-12 cm dybde. 

"Vi kommer til at arbejde i forskellige dybder alt efter hvor meget bearbejdning jorden behøver", fortæller han. 

Birger Olsen regner ikke med at gå væk fra pløjefri dyrkning igen. 

"Men vi beholder da lige ploven i nogle år. Den spiser ikke brød - den er købt og betalt. Vi tror på, at det bliver i et meget lille omfang, hvis vi skal til at pløje igen", siger han. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle