Løkke om sammenlægning af miljø og fødevarer: Væk fra skyttegravs-krigen

Den nye regering valgte i juni måned at slå Miljøministeriet og Fødevareministeriet sammen. I et interview til Altinget fortæller Lars Løkke Rasmussen om beslutningen.

Det vakte røre blandt en række grønne organisationer, da den nye regering i juni valgte at slå Miljøministeriet og Fødevareministeriet sammen.

Manden med det øverste ansvar for den øvelse er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). I et interview med Altinget afviser han, at der er grund til bekymring.

"Alting handler om et finde en balance. Man kan sætte kikkerten for ét øje, der handler om, at nu skal vi bare producere i dansk landbrug, eller man kan sætte kikkerten for det andet øje, som handler om miljø, miljø, miljø," siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

"Min tanke har været at skabe ét rum og én kultur, hvor man kan afveje de forskellige hensyn, så vi udnytter potentialet i fødevaresektoren på en måde, hvor der er respekt for naturen. I stedet for at have en skyttegravskrig, så er det bedre, at interesserne og faglighederne bliver afvejet i et samlet ministerium."

Han peger på, at Miljøministeriet opstod i en anden tid, hvor der indtil da ikke havde været fokus på miljøproblemer.

"Men i min optik er det nu selvindlysende, at vi har et ansvar for bæredygtighed, for naturen, klimaet, kloden og de generationer, som kommer efter os. Derfor behøver man ikke at have en selvstændig struktur for at fastholde fokus. De hensyn bliver jo vejet ind i alt," siger Lars Løkke Rasmussen.

Vækst i udkanten

Udover at slå ministerierne sammen valgte statsministeren også at flytte ansvaret for planloven fra Miljøministeret til Erhvervs- og Vækstministeriet, som Troels Lund Poulsen (V) har ansvaret for.

Det handler om regeringens linje om, at der skal også skal skabes økonomisk vækst i de tyndt befolkede egne. Og her spiller planloven en rolle:

For fjerde gang i træk: Vestjyde har Danmarks højestydende køerKvæg 12. december · 10:29

"Han har fået til opgave at skabe bedre rum for udvikling i hele landet, og så skal han (Troels Lund Poulsen, red.) også have de værktøjer, der skal anvendes. Hvis de værktøjer er forankret i et helt andet ministerium, så bliver det svært," siger Lars Løkke Rasmussen.

Planlov er blevet for restriktiv

Han peger på, at der er forskelle på, hvor i landet planloven giver mening: 

"Når man kører op ad Strandvejen, er der få Øresundskig tilbage. Her giver planloven god mening. Andre steder i landet kommer væksten ikke af sig selv," siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

"Det er rimeligt, at de mennesker, som bor med naturen, får større indflydelse på, hvordan loven også kan bruges i et vækstperspektiv."

Han fortæller, at han er varm tilhænger af, at Danmark har en planlov, og at "vi ikke skal skyde betonhoteller op i strandkanten". Men der er behov for at lempe:

"Planloven er blevet for restriktiv. Der er for mange eksempler på, at helt rimelige ønsker ikke kan lade sig gøre, fordi vi har centraliseret nogle kompetencer for langt væk fra den virkelighed, som folk lever i," siger Lars Løkke Rasmussen.

Interviewet er et udklip fra et længere interview med statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er bragt i Altinget Magasin

Emneord

ministerier, miljø, fødevarer, planloven

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu