LA-kandidat vil have afskaffet arveafgiften: - Modsat meget andet kan det samle blå blok

Liberal Alliance vil i lighed med de fleste øvrige blå partier have fjernet arveafgiften, men sidst der var blåt flertal overlevede afgiften. Partiets folketingskandidat Carl Andersen er dog sikker på, at er der blåt flertal efter et valg vil der blive taget opgør med arveafgiften.

Hvis der skal være råd til at investere i nye grønne teknologier, investeringer i bedre dyrevelfærd, udvikling af endnu mere moderne anlæg og forskning, så nytter det ikke at man politisk dræner noget af dansk landbrug for likviditet blot fordi bedrifterne generationsskiftes.

Det mener Carl Andersen, der er kandidat til Folketinget i Sydjylland for Liberal Alliance, hvor han også sidder i partiets hovedbestyrelse. Til LandbrugsAvisen har han sendt et debatindlæg, hvor han taler for, at arveafgiften skal afskaffes, så man får fremtidssikret dansk landbrug, der står over for et stort generationsskifte.

Han påpeger i sit indlæg, at 7 ud af 10 ejere af danske landbrug er over 50 år. Heraf er hele 18 procent er over 70 år gamle. Landmændene over 50 år står for 60 procent af den opdyrkede jord.

- Arveafgiften er en udgift for som burde bruges på at udvikle produktionerne i dansk landbrug. Der er behov for, at vi har så mange penge ude hos landmændene, som overhovedet muligt, så de kan imødegå de ting, der er i landbrugsaftalen, siger Carl Andersen, der er uddannet jordbrugsøkonom.

Fælles blåt ønske

At få fjernet arveafgiften har blå partier i årevis givet udtryk for er noget, som man vil. Under den seneste blå regering, som Liberal Alliance endda var en del af imellem 2016 og 2019 blev arveafgiften dog ikke fjernet, da Dansk Folkeparti var imod. Arveafgiften blev i stedet lempet gradvist. Meningen var, at den skulle lempes fra 15 procent i 2016 til 5 procent i 2020. Så langt nåede man dog aldrig ned.  Den nuværende socialdemokratiske regering rullede således lempelserne fra VLAK-regeringen tilbage i 2019.

Hvor realistisk vurderer du egentlig, at det er, at I kan komme igennem med at få afskaffet arveafgiften?

- En afskaffelse er måske ikke så realistisk, men man skal jo gå til valg på det, som man ønsker, hvis man selv havde 90 mandater. Men modsat mange andre områder, så er det her faktisk noget, som kan samle blå blok. Jeg kan ikke nævne et parti i blå blok, der ønsker en højere arveafgift, når det kommer til familieejede virksomheder, siger Carl Andersen.

I den rundspørge som LandbrugsAvisen foretog før valget blandt samtlige af de 14 partier, der stiller op til valget, er der da også bred enighed blandt de blå partier om, at man ønsker arveafgiften lempet.

Udover Liberal Alliance, så svarede Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Kristendemokraterne og også Moderaterne, ja til, at arveafgiften, som minimum bør lempes igen, som den blev den i den seneste valgperiode, hvor der var blåt flertal.

I rød blok er der tværtimod blandt alle partier enighed om, at arveafgiften ikke skal lempes.

- Jeg tror på, at kommer der blåt flertal, så vil arveafgiften være en af de skatter, som der først vil komme til at skulle ske noget positivt ved, og det vil også gavne dansk landbrug, siger Carl Andersen.

Men der har jo været blåt flertal før…

- Men her blev den også sænket. Vi ville gerne være gået endnu længere, men det var jo faktisk en af de skatter, som der blev rørt ved, modsat topskatten for eksempel, lyder det fra Carl Andersen med henvisning til en af Liberal Alliances helt store mærkesager, da partiet senest sad i regering.

Liberal Alliance står i de seneste meningsmålinger til at få cirka 7 procent af stemmerne.

 

 

Emneord

Folketingsvalg 2022

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle