Lad de økonomiske tanker begynde ved dit eget skrivebord

Når den værste søvn er ude af øjnene, bruger jeg den første halve time om morgenen på malkerobot-dashboardet, jeg har sat op for min mælkeproduktion. Jeg bruger det som en vigtig rettesnor for virksomheden, hvor det vigtigste for mig er at få et overblik over produktionen og sundheden i besætningen. Jeg springer hurtigt over det, der fungerer, og reagerer i stedet på det, der afviger, så jeg hurtigst muligt kan få rettet op.

For mig giver det altså super god mening med en digital hjælp, der automatisk overfører data til et personligt dashboard. Derfor har jeg bygget oven på mit eget dashboard ved også at være koblet op på Seges’ prototype af dashboardet, der giver mig overblik over hele virksomhedens økonomi.

Lige nu arbejdes der intenst på at udvikle dashboardet, hvor tanken er, at du ved at kunne se dugfriske produktionstekniske og økonomiske nøgletal har mulighed for at styre din virksomhed i den rigtige retning i tide, og at blive opmærksom på både udfordringer og potentialer. For mig virker det vældigt motiverende, at det bliver simpelt og overskueligt at se, hvilke tal der er gået op og ned – og hvorfor.

For os landmænd er der i det hele taget masser af fordele ved det digitale styreredskab. Ikke mindst er det positivt, at økonomitanker i højere grad kommer til at starte hjemme ved eget skrivebord, og at vi som landmænd selv tager ejerskab til den del. Og det er uden tvivl sjovere, når tallene er aktuelle, personlige og bliver serveret direkte på din egen skærm.

Endnu mere giver det, hvis vi en dag kan sammenligne eksempelvis kvartalsregnskab med naboen, erfagruppen eller andre kolleger, vi selv vælger, så vi slipper for at sende regnskaber rundt. Og her gælder det om at finde nogle, der har bedre tal end du selv, så du hele tiden bliver inspireret, udfordret og sætter barren højere.

Det vigtigste for sektor Ø&V er altid bundlinje og robusthed hos landmændene, og her bliver det kommende økonomi-dashboard en rigtig god hjælper, som jeg håber, at langt flere af jer landmænd derude har lyst til at benytte jer af i fremtiden.

Med dashboardet kommer du til at træde et skridt op ad stigen i forhold til forståelse af økonomi, strategi og ledelse. Og forstår du virksomhedens tal bedre, bliver det også lettere at fokusere på kroner i stedet for kilo.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med dashboardet, er der inden længe hjælp at hente hos din rådgiver.

Rigtig god arbejdslyst med tallene.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle