Lad madpakken blive i Rumænien

Kombinationen af inficerede madvarer og vildsvin er en farlig cocktail i relation til afrikansk svinepest.

En chauffør smider et stykke pølse i en skraldespand på en rasteplads ved den sønderjyske motorvej.

Pølsen indeholder kød fra et vildsvin skudt i et område med afrikansk svinepest. Vildsvinet var blevet smittet med svinepest, få dage før det blev skudt.

Et dansk vildsvin vælter skraldespanden, finder pølsen, og æder den.

»Det er nok den mest sandsynlige måde, hvorpå afrikansk svinepest kommer til Danmark«, lyder det fra veterinærdirektør Jens Munk Ebbesen, Landbrug & Fødevarer.

Farlig cocktail

Kombinationen af fritlevende vildsvin og kødvarer fra områder med afrikansk svinepest udgør en reel trussel mod den danske svinebranche.

Når først afrikansk svinepest er introduceret i en vildsvinebestand, er det meget svært at dokumentere, at man atter er fri, og der findes hverken vaccine eller behandling.

Det er et problem i relation til eksport af dansk svinekød.

»Vi har styr på, at alle svinebesætninger i Danmark er fri, men det er svært at dokumentere, at vildsvin i Danmark er fri«, siger Jens Munk Ebbesen.

Derfor appellerer han til, at svineproducenter forklarer deres udenlandske medarbejdere, håndværkere og chauffører risikoen ved at tage madvarer fra hjemlandet med til Danmark, hvis de kommer fra områder med svinepest.

Han henviser til det tillæg til ansættelseskontrakt, som Seges Svineproduktion anbefaler, at alle ansatte underskriver.

»Tillægget gør det ekstra tydeligt, at det er vigtigt, at alle overholder reglerne om smittebeskyttelse«, siger han.

Tillægget omhandler fem punkter:

Adgang til besætningen kun via forrummet

Altid håndvask, tøjskift, vask/afspritning af udstyr

Forbudt at anvende køkken- og madaffald som foder til svin

Mindst 24 timers karantæne fra højrisikoland

Fødevarer, jagttrofæer og levende dyr medtaget fra udlandet må ikke være i besætningsområdet.

Skyd vildsvin

Han opfordrer alle landmænd til at bakke op om fødevareministerens plan for at skyde alle fritlevende vildsvin i Danmark og bestræbelserne på at få dem bekæmpet i hele EU.

»Tjekkiet har faktisk haft held til at bekæmpe svinepest blandt deres vildsvin og har ikke haft udbrud siden sommer«, fortæller Jens Munk Ebbesen.

Bekæmper man en bestand af vildsvin, risikerer man, at der bliver plads til indvandring af nye individer. Det er naturligvis ikke ønskeligt.

»Et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse kan vise sige at være en god foranstaltning og et godt supplement til fødevareministerens tiltag, der blev fremlagt i sidste uge«, lyder det fra dyrlæge Bent Nielsen, Veterinær & Kvalitetsforhold, Seges Svineproduktion.

I praksis er det ikke en nem sag at etablere hegn langs grænsen, men ud fra et biologisk synspunkt kan det være fornuftigt.

»Smittemæssigt giver et hegn god mening sammen med en indsats for at reducere eller eliminere bestanden i både Danmark og Nordtyskland«, lyder det fra Bent Nielsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle