Landbo Limfjord inviterer til stribe af markvandringer - fra præcisionslandbrug til hestebønner

Landbo Limfjord klar til at gøre landmænd klogere på planteavl i regionen, der byder på forskelligartede betingelser i marken.

Der er gang i afgrøderne på markerne, der nyder godt af sol og varme.

Så nu er det tid til at komme ud og kigge på de forskellige afgrøder, udveksle erfaringer og få et bredt indblik i de forskellige produktions- og behandlingsmetoder, lýder opfordringen fra Landbo Limfjord.

”Det er vigtigt, at vi kan give landmændene nogle værktøjer og gode ideer, som de kan bruge i egen bedrift.

Og hvad er bedre end ved selvsyn at komme ud og kigge på afgrøderne og høste af andres erfaringer”, spørger Sven Erik Pinstrup, planteavlskonsulent ved Landbo Limfjord.

Fra præcisionslandbrug til hestebønner

LandboLimfjords arrangementer i marken starter 29. maj med besøg hos Mads Høstgaard, Spøttrup, med fokus på salgsafgrøder korn og frø. Her vil blandt andet blive diskuteret strategier for etablering, gødskning, sortsvalg og planteværn samt gradueret gødskning og præcisionslandbrug.

31. maj er der markvandring på Mors med fokus på hestebønner og dyrkning, fodring og afsætning. Samme aften fremviser LandboLimfjord et af deres ON-farm forsøg i vinterraps.

I juni afholdes som sædvanligt et fællesarrangement på Frydsbrønd med præsentation af årets sorter. Normalt møder ca. 200 landmænd op.

21. juni afholdes markvandring i Fjends med fokus på grovfoderproduktion, græs og majs, udbytter og handel med grovfoder. Samtidig er der visit til det nye biogasanlæg hos Igslø Agro og Biogas.

Ultimo juni afholdes sidste markvandring inden høst hos Mariesminde Landbrug. Her er der mulighed for at se og høre om projektet Hvede 2.0, pilotprojektet præcisionslandbrug og ON-farm forsøg.

Klima og bonitet

Sven Erik Pinstrup understreger, at det er vigtigt med markvandringer på forskellige lokaliteter rundt omkring i lokalområdet for både at dække de klimatiske forskelle og forskellen i bonitet, som man oplever – selv over korte strækninger.

Både klima og jordtyper varierer nemlig meget i Nordvestjylland. Derfor er det vigtigt at udnytte lokalviden og lave egne forsøg mm. og få viden delt mellem lokale landmænd.

"Der sker hele tiden nye og spændende tiltag, som vi afprøver, og de gode ideer og erfaringer kommer hurtigt rundt til mange, når vi afholder markvandringer og kommer ud i praksis og ser afgrøder, forsøg og nye sorter," siger Sven Erik Pinstrup, og fortsætter:

"Planteavl er både spændende og interessant, og vi skal hele tiden have fokus på at fremstille vores afgrøder til den lavest mulige fremstilling pris uden at gå på kompromis med kvaliteten."

Konsulenten pointerer, at det hele tiden er vigtigt at have fokus på både økonomi og miljø, når vi er taler planteavl, og her er lokale forsøg og arrangementer vigtige for hurtigt at dele de nyeste erfaringer.

Det er gratis at deltage i ovennævnte markvandringer, og der afsluttes som regel med lidt godt til ganen.

De forskellige arrangementer er ofte arrangeret i samarbejde med andre aktører. Læs mere på Landbo Limfjords hjemmeside eller på Facebook.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.