Landboforening fik medhold: Berettiget at bortvise kontorleder

Odsherred Landboforening skal ikke betale million-erstatning til en tidligere ansat. Det har retten i Holbæk afsagt kendelse om.

Det var berettiget, da bestyrelsen i Odsherred Landboforening sidste år i februar valgte at bortvise foreningens kontorleder.

Den bortviste medarbejder skal derfor ikke have erstatning for uberettiget bortvisning.

Det har retten i Holbæk afsagt kendelse om, efter at den nu tidligere kontorleder anlagde sag mod Odsherred Landboforening med krav om erstatning på mere end en million kroner.

Kendelsen vækker glæde i Odsherred Landboforening, som efter generalforsamlingen i februar fik ny formand, Anders Mortensen, efter at den tidigere, Allan Klestrup Hansen på generalforsamlingen meddelte, at han ikke genopstillede.

»Jeg kan kun sige, at foreningen er yderst tilfreds med, at reten har bekræftet, at bestyrelsens bortvisning af den tidigere kontorleder var berettiget«, siger Anders Mortensen.

Dyr sag

Odsherred Landboforening hænger dog selv på de advokat-omkostninger, foreningen har haft på sagen.

Omkostninger, som ifølge foreningens regnskab for 2019 løber op i 350.000 kroner og som i hele 2019 fik bestyrelsen til at afstå fra at modtage løn og honorarer.

Samtidig har sagen gennem et helt år tappet foreningen for energi og kræfter, der kunne være brugt anderledes og bedre, mener Anders Mortensen.

»Det irriterer mig grænseløst, at vi har brugt så mange ressourcer på den her sag, som vi langt hellere ville have løst i mindelighed. Det er ikke vores ’core business’ at føre retssag - det er aldrig sjovt, uanset udfaldet«, siger Anders Mortensen.

»Men nu ser vi fremad - det er holdt op med at regne og solen skinner. Vi kan kun se lyst på fremtiden«.

Kontorleder overvejer

Det var den tidligere kontorleder i Odsherred Landboforening, Ulrich Goth, som havde anlagt sagen mod Odsherred Landboforening med krav om et millionbeløb i erstatning for uberettiget bortvisning..

Ulrich Goth har endnu ikke taget endelig stilling til, om han vil anke kendelsen.

»Jeg er lige ved at se på dommens præmisser sammen med min advokat, så må vi se, hvad der er op og ned. Vi har fire uges frist til at overveje, hvad vi gør«, siger Ulrich Goth til LandbrugsAvisen.

Han understreger, at han al andet lige er glad for, at han med kendelsen har fået medhold i, at han ikke har forfalsket den tidligere formands underskrift.

Odsherred Landboforening har ikke ønsket at oplyse om sagens nærmere detaljer.
»Det har hele tiden været en personalesag og det er det stadigvæk. Det holder jeg mig til«, siger Anders Mortensen.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle