Landboforening: Landbrug er lukningstruede

Den værste krise, jeg har oplevet, siger formanden Sydvestjysk Landboforening, Claus Christensen.

Presset på landmændene er større end nogensinde. Videncenter for Landbrug vurderer, at 1500 landmænd i dag er så hårdt presset på økonomien, at de er nødt til at låne flere penge for at betale af på deres gæld. Og de kommende måneder vil koste flere landmænd dyrt, mener formanden Sydvestjysk Landboforening, Claus Christensen.

"Det er meget alvorligt i øjeblikket. Jeg har selv været landmand i 30 år, det er den værste krise, som jeg har oplevet," siger han til DR Syd.

Ruslands forbud mod import af fødevarer fra EU vil betyde det sidste skub ud over den økonomiske afgrund for nogle landmænd. Der er nemlig for mange varer på markedet til at holde priserne oppe på et fornuftigt niveau.

Netop fordi mange er hårdt tynget af gæld, gør det ondt, at priserne er faldet på en række landbrugsvarer, siger Claus Christensen til DR Syd.

"Da vi gik ind i 2014, så det for svineproducenternes vedkommmende ud til, at blive et godt år. Men vi kommer til at se nogle landmænd, som må forlade deres virksomheder og finde noget andet at beskæftige sig med," siger Claus Christensen til DR Syd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle