Landboforening vil have kornsælgere ud af busken

Nordjyske landboforening opretter kornbørs med et budskab til sine medlemmer: Forhold jer til lavt udbytte i dag, ikke i morgen.

Flere opkald fra frustrede medlemmer har fået den nordjyske landboforening og rådgivningsvirksomhed Agri Nord til at forsøge at ruske op i et 'fastfrosset marked', som foreningen selv beskriver det.

Købere af korn har nemlig enormt svært ved at finde sælgere, og det vil Agri Nord forsøge at afhjælpe ved at have oprettet en såkaldt kornbørs online, hvor købere og sælgere kan finde hinanden.

"Det skyldes selvfølgelig, at mængderne mangler, fordi årets udbytte er så dårligt. Men der er også nogen, der sidder og afventer, at kornpriserne bliver bedre, og dem vil vi gerne have ud af busken", siger Rene Lund Hansen, formand for Agri Nord Planteavl.

Tag affære nu

Men hvordan skulle det højne prisen, at I opretter en kornbørs?

"Det er selvfølgelig vanskeligt med prisen, men håbet er, at landmændene måske kan finde en passende pris indbyrdes. Måske køberne er villige til at betale en højere pris end foderstoffen", siger Rene Lund Hansen og fortsætter:

"Hele grundtanken bag, at vi går ud med sådan et tiltag, er faktisk, at vi gerne vil have vores medlemmer til at forholde sig til situationen. Årets udbytte er kritisk, men det nytter ikke, at man venter til vinter med at tage affære, hvis det ikke bliver bedre".

Overrasket landmand: Store penge gemt i skoven 14. oktober · 07:41

Rene Lund Hansen mener, det er vigtigt, at landmændene forholder sig til situationen så tidligt som muligt og eksempelvis neddrosler besætningen.

"Det er så vigigt, at landmændene forbereder sig og lægger en plan allerede nu. Der er masser, man kan gøre, som ikke nødvendigvis er at låne penge i banken. Jeg har selv fremskyndet den naturlige udskiftning på min egen besætning og neddroslet lidt."

Bygger på gode erfaringer

Agri Nord har tidligere oprettet en halm- og grovfoderbørs, og her er der indgået handler, fortæller formanden. Den gode erfaring har givet blod på tanden til at forsøge sig med korn.

"Men egentlig er det også for at finde ud af, om der overhovedet er nogen sælgere derude. Det tror vi på, og hvis bare der kommer nogle få handler op og stå, har vi hjulpet nogen, og det er selvfølgelig positivt", siger Rene Lund Hansen.

Agri Nords kornbørs kan findes via foreningens hjemmeside, og siden kornbørsen blev oprettet 2. august, er de første opslag oprettet.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu