Landboforening vil kæmpe for landbrugets fremtid på vælgermøde

Sønderjysk Landboforening afholder vælgermøde, hvor de sætter fokus på landbruget som historisk erhverv.

Hvad vil Christiansborgpolitikerne med landbruget i fremtiden?

Som det er nu, er politikerne for os at se en af de største ”risikofaktorer” ved at drive landbrug i Danmark, udtaler næstformand i Sønderjysk Landboforening Berith Nissen og Planteavlsudvalgsformand Søren Laustsen. 

"Vi trænger til en frisk og åben debat om, hvad vil Christiansborgpolitikerne vil med landbruget i fremtiden. Derfor indbyder Sønderjysk Landboforening alle landmænd, følgeerhverv og folk der bor i landdistrikterne til et stort vælgermøde på torsdag d. 4. juni.  Alle er velkomne," understreger Berith Nissen.

skillevej

"Vi føler, at landbruget med følgeerhverv og hele livet i landdistrikterne står ved en skillevej. Landbruget har nu udholdt 25 år, hvor landmændene er blevet tynget længere og længere ned af åget med regler og paragraffer. Især på miljø og klimaområdet," udtaler Berith Nissen og fortsætter:

"Ambitiøse politikere fra stenbroen vil have Danmark til at være foregangsland - langt foran resten af EU. Det holder ikke længere! Enten finder politikerne ud af at skabe lige konkurrencevilkår for landbrug i lighed med resten af EU. Eller også vil vi se en fortsat afvikling."

Stigende svineeksport

"Der er mange symptomer på, at vi ofrer kæmpestore danske værdier på dansk enegang på miljøfronten. For eksempel at ca. en tredjedel af danske smågrise eksporteres til viderefedning og forarbejdning i Tyskland og Polen" siger hun. 

"Et andet eksempel er, at korn-købere i EU bestiller EU-korn men udelukker dansk korn (’Danish Excluded’) på grund af det lave proteinindhold. Det lave proteinindhold skyldes den nedsatte kvælstofnorm til gødskning af danske afgrøder. Det er da hamrende katastrofalt, at vi på den måde skalter og valter med værdierne."

Hvor vil politikerne hen?

"Udpiningen af landbruget har varet så længe, at den ikke går længere. Vi står ved en regulær skillevej. Det vil holde politikerne op på torsdag aften."

Vil politikerne udnytte landbrugets potentiale for vækst, beskæftigelse og udvikling i udkantsdanmark? Eller skal stenbropolitikerne og embedsmændene med meget begrænset faglig og økonomisk indsigt og ansvarlighed fortsætte med at vælte flere specielle danske miljøregler ned over hovedet på hårdt- arbejdende danske landmænd? Det er de afgørende spørgsmål i følge Berith Nissen.

"Vi vil gerne opfordre alle med interesse for at vi fortsat har et levende landbrug med følgeerhverv og liv i landsbyer og landdistrikter til at møde op til vælgermødet og deltage i debatten."

"I Sønderjysk Landboforening mener vi, at danske kvalitetsfødevarer er værd at kæmpe for. Det er skabt gennem hårdt fagligt arbejde gennem århundreder. Det er Danmarks helt særlige kompetence. Og det skal vi kæmpe for!"

Se liste med flere valgmøder her.

Faktaboks

Vælgermøde

Hvornår: Torsdag d. 4. juni kl 19-21

Hvor: Billundvej 3 i Vojens.

Der serveres kaffe og valgkage

Mød politikerne:

  • Troels Ravn (S)
  • Hans Chr. Schmidt (V)
  • Mike Legarth (KF)
  • Karina Adsbøl (DF)
  • Henrik Dahl (LA)

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle