Landboformand har sat fødegården til salg

Niels Rasmussen, formand for Centrovice, har sat sin gård til salg. En hverdag med kræft i knoglemarven har sat tanker i gang om at søge nye græsgange uden for gården.

Jeg har drevet landbrug i 40 år og har hele tiden tænkt, at der er mange andre ting, jeg også gerne vil engang. Det er så noget af dét, sygdommen har gjort: At det med »engang« rykker tættere på!«

Niels Rasmussen, 57, formand for den fynske landboforening Centrovice, har sat gården til salg: Hans landmandsliv skal slutte, når en køber engang har meldt sig til hans kønne, gulmalede fødehjem, Skovbjerggård, Stenstrup.

Hvad der så skal ske, bliver et nyt kapitel, som Niels Rasmussen og hans kone Inge Marie skal skrive i fællesskab.

»Først skal vi have afklaret de økonomiske forudsætninger: Hvad kan gården sælges til? Derefter vender vi et nyt blad«.

Diagnose for et år siden

Beslutningen om at sælge fødegården er udløst af den kedelige omstændighed, at Niels Rasmussen for et år siden fik stillet diagnosen »myelomatose« - knoglemarvskræft.

Siden har han været gennem en hård kemokur, der har bragt den kroniske sygdom under kontrol. I maj vendte han efter et halvt års orlov tilbage til posten som landboformand, og i dag har han det bedre end i mange år, siger han.

Alligevel skal der ske forandringer. Et aktivt landmandsliv harmonerer trods alt dårligt med knoglemarvskræft.

»Lægerne siger, jeg kan leve længe og godt med sygdommen. Men det kræver, at jeg planlægger tingene anderledes på min banehalvdel!«

Dyd af nødvendigheden

Derfor agter Niels Rasmussen at gøre en dyd af nødvendigheden.

Med salget af gården følger frihed til at udforske nye muligheder og oplevelser. Den trang har rumsteret i Niels Rasmussens baghoved siden han som 18-årig knægt stod overfor valget mellem at overtage fødegården med kort varsel, eller gennemføre et planlagt rejseeventyr til New Zealand.

»Jeg har fået en sygdom på slæb, men det skaber nye forudsætninger, som på sin vis er spændende!«

Køre med skiturister?

Niels Rasmussen håber på endnu 10 år på arbejdsmarkedet og forestiller sig et nyt arbejdsliv, gerne stykket sammen af flere dele.

»Jeg mener, jeg har meget at bidrage med: Jeg har været aktiv i landbrugets organisationer i 20 år, jeg har stor viden om landbrug og driftsøkonomi og har erfaring med undervisning. Jeg tror ikke, der findes den gårdbestyrelse, som ikke kunne have glæde af mig«.

Men helt andre typer opgaver vil også være interessante for Niels Rasmussen.

»Jeg kunne køre skiturister til Østrig, undervise på efterskoler med jordbrugslinje, være aktiv i lokalpolitik, - der er mange muligheder«, siger landboformanden, der p.t. er kandidat til byrådet for Venstre i Svendborg.

Vil opgive poster

Niels Rasmussen understreger, at han, når gården er solgt, vil opgive sine poster i landbruget.

»Men det er meget tænkeligt, jeg driver landbrug et par år endnu«.

Faktaboks

Markant stemme fra Fyn

  • Niels Rasmussen (57), formand for Centrovice, aktiv i landbrugets organisationer i 20 år.
  • Har været formand for Landsudvalget for Driftsøkonomi, for de Fynske Landboforeninger og siden 2008 for Centrovice. To gange kandidat til viceformand i L&F.
  • Landmand fra han var 18. Først mælkeproducent, senere svineproducent og planteavler.
  • Gift med Inge Marie, tre voksne børn. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle