Landboformand stopper - satser på Folketinget

Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening, vil have mere tid til at pleje sine landspolitiske ambitioner.

Der er lagt op til et generationsskifte i Sydvestjysk Landboforening, når foreningen holder generalforsamling 7. marts: Efter 14 år i spidsen for foreningen har Claus Christensen valgt at sige stop.

Årsagen er tidnød og et ønske om at kunne fokusere på sit folketingskandidatur for Venstre i Vardekredsen.

»Tiden rækker simpelthen ikke til både af være landboforeningsformand og folketingskandidat, når man også har et landbrug at passe. Det er bestemt ikke, fordi jeg går og er utilfreds med noget, men jeg synes, tiden er der nu, « siger Claus Christensen (55), der har været formand for Sydvestjysk Landboforening siden 2003.

»Det er også godt med nye ansigter på formandsposten en gang imellem!«

Hele vejen rundt

Claus Christensen (55) kan se tilbage på en lang organisatorisk karriere i landbruget: Han har været aktiv i landboforeningen i op mod 30 år og formand de sidste 14.

I 2011 blev han valgt ind i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, først på et frit valgt mandat og senere i egenskab af regionsformand i Region Syd.

For snart et år siden blev Claus Christensen i skarp konkurrence med andre kandidater valgt som Vardekredsens kandidat til det landmandsfattige Folketinget.

I tiden siden da har han erfaret, at det koster tid og kræfter at passe sådan en værdighed - også selvom ingen ved, hvornår det næste valg til Folketinget vil finde sted.

Giver den en skalle

»Jeg har altid haft den holdning, at når man har besluttet sig, er man nødt til at give den en skalle. Og selvom jeg er kendt i landbruget, er der en stor bybefolkning, jeg skal forsøge at blive kendt med. Det er jeg nødt til at sætte ressourcer af til,« siger Claus Christensen.

Han valgte med samme begrundelse ikke at genopstille, da Region Syd skulle vælge formand ved delegeretmødet i november.

Dermed sagde han samtidig farvel til primærbestyrelsen.

Beholder mand i L&F

Claus Christensen vil ikke gætte på, hvem der skal afløse ham på posten som formand for Sydvestjysk Landboforening,

Formanden vælges ikke direkte på generalforsamlingen, men efterfølgende af den nyvalgte bestyrelse, og der er rigeligt med talentmasse til stede, mener Claus Christensen.

Uanset hvem, valget falder på, vil Sydvestjysk Landboforening fortsat være repræsenteret i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse:

Foreningens 1. næstformand, mælkeproducent Anders Harck (45) fra Tjæreborg blev for få dage siden valgt til formand for den nye sektorbestyrelse for Økonomi & Virksomhedsledelse ved Seges.

Med formandsposten følger en plads i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse.

Faktaboks

 

Claus Christensen (55) fra Vrenderup ved Årre er planteavler og kartoffelproducent,

Posten som folketingskandidat for Venstre i Vardekredsen blev ledig, da Hans Chr. Thoning ved sidste valg ikke opnåede genvalg og kort derefter valgte at trække sig.

I sine 14 år som formand for Sydvestjysk Landboforening har Claus Christensen bl.a. haft markvanding, naturgenopretningsprojekter og positiv dialog med de lokale kommuner, Esbjerg og Varde, som nogle af sine vigtigste mærkesager.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle