Landboformand: Traktorerne vil rulle igen

Ingen landmænd har forståelse for lovbestemte randzoner, sagde LHN-formand Jørgen Popp Petersen til fødevareministeren.

Hvis fødevareminister Henrik Høegh (V) fastholder den hidtidige politiske linje omkring Grøn Vækst, vil traktorerne igen begynde at rulle.

Sådan lød det advarende fra formand fra LHN, Jørgen Popp Petersen på kaffebords-mødet i Vojens mandag.

"I Slesvig-Holsten arbejder man med frivillige kontrakter. Det er en helt anden vej end det med 10 meter lovbestemte randzoner. Jeg håber, traktorerne bliver hjemme eller gør gavn på markerne, men hvis du fortsætter med den linje, så kommer de på gaderne igen. For ingen landmænd har forståelse for det her," sagde Jørgen Popp Petersen.

Skal finde 20 hektar

"Hvor skal jeg finde de 20 hektar, som randzonerne kommer til at koste mig," spurgte Erling Christensen, Visby.

Han efterlyste samtidig beregninger på, hvad miljøkravene og ikke mindst ventetid på miljøgodkendelser har kostet landbruget.

"Min nabo skal også ud og finde flere hektarer. Og min nabos nabo. Så jeg skal nok langt væk, og det betyder store transportudgifter, dyr foderproduktion og måske dyrkning af små uproduktive stykker. De omkostninger får jeg aldrig dækket ind," sagde Erling Christensen.

"Jeg medgiver, at Grøn Vækst betyder omkostninger, og hvis der ikke er udbudt jord ud i miles omkreds, kan det være et problem. Jeg vil være parat til at se på, at hvis man af den årsag får harmoniproblemer, så skal man tøve en kende et år eller to med at gribe ind," sagde ministeren.

Billig måde

"Vi er enige om, at de sidste 10.000 ton var en urealistisk model. Derfor skal vi finde specifikke og målrettede metoder. Mange faktorer kan ændre billedet, og det vil ikke være reelt at regne på omkostningerne til de sidste 10.000 ton," sagde Henrik Høegh.

"Men når det gælder de 9.000 ton, ja så er randzoner for landbruget en billig måde at fjerne kvælstof på. Når vi snakker efterafgrøder, så indrømmer jeg, at der er steder, hvor det skal gå fra driftsøkonomisk optimalt sædskifte, og frem til 2012 ligger vi vandret for at sikre, at der er alternativer," sagde Henrik Høegh.

Han indrømmede også, at randzoner og efterafgrøder er frivilligt i Tyskland - og kompenseres:

"Vi må bare konstatere, at det ikke lykkedes herhjemme, " sagde Henrik Høegh.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle