Landbokvinde efter ulykker: Tøv ikke med at bede om hjælp

Livet tager ikke altid den snorlige retning, og det kan give rigtig mange knubs undervejs.

Det ved om nogen Ann Kirstin Toftager Blumensaadt, der bor med sin mand Søren på et landbrug ved Brædstrup. Hun har et vigtigt budskab, hvis man kommer ud for ulykker, der gør, man må søge hjælp og åbne sig over for familie og tætte venner.

"Vær åben og fortæl om, hvordan du har det. Det var jeg ikke god nok til. I dag tænker jeg, bare jeg ikke havde været så stædig. Her troede jeg, at det går nok, men jeg blev slidt helt ned. Heldigvis fik jeg hjælp af en socialkonsulent, så jeg i dag har opnået førtidspension og kan begynde at slappe af og få noget godt ud af tilværelsen igen", siger Ann Kirstin Toftager Blumensaadt, 57 år.

Hun kom ud for flere trafikulykker, den seneste i 2016. Det gav store fysiske skavanker, bl.a. piskesmældssmerter i lænd og skulder og derudover også en belastende tinnitus.

"Man kan ikke se det, men det gør lige så ondt, som hvis jeg havde en brækket arm".

Ann Kirstin har arbejdet som køkkenleder, tog en SOSU-assistentuddannelse i 2000, tog en uddannelse som blomsterbinder i 2017, men smerter gjorde, at hun til sidst måtte opgive udearbejde, og i det seneste år inden sygemeldingen var hun medhjælpende ægtefælle for at kunne bevare tilknytning til arbejdsmarkedet. Det var hårdt at erkende, at hun ikke længere kunne opretholde et lønmodtagerarbejde.

"Jeg blev ked af ked, fustreret og irriteret".

Faktisk gik der mange år, inden Ann Kirstin erkendte, at hun ikke kunne klare alt det, hun så gerne ville. Det at få tilkendt førtidspension er ikke let, og hun ønskede i lang tid at kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet.

’Det skal nok gå’

Det langstrakte forløb indebar en sygemelding i 18 måneder, så tilbage på arbejdsmarkedet med et 25 timers job. Det blev så sat ned til 20 timer. Stadig med tanker om, at ’det skal nok gå’.

"Jeg havde jo en stolthed, men det var forkert, og min stædighed kostede dyrt med hensyn til mit helbred. Nu hjælper min mand mig rigtig meget i dagligdagen, plus jeg har hjælp til rengøring og havepasning og leg med vores børnebørn. Mit råd til andre er: Vi landbokvinder er nogle hårde nysere, men glem ikke at lytte til kroppen. Det kan være en høj pris at betale, hvis du ikke søger hjælp. Mine tre voksne sønner har senere sagt: Vi vidste jo godt, du havde ondt. Men jeg syntes ikke, de skulle belastes af at vide, hvor ondt jeg havde det".

Retten til sygedagpenge

Og ikke alle steder behandles man lige pænt

"Jeg har stolet på nogle mennesker tidligere omkring at få hjælp fra kommunen. Man bliver ikke altid behandlet pænt af alle medarbejdere, men her i det sidste forløb er jeg blevet behandlet godt. Men dårlige oplevelser kan forfølge en i lang tid fremover«, siger Ann Kirstin Toftager Blumensaadt, der også igennem mange år var med i fagforeningen FOA, men stoppede, også med at være med i A-kassen, fordi hun da havde været på dagpenge i to år og ikke havde mulighed for at tage et fuldtidsarbejde for at blive berettiget til at komme ind i dagpengesystemet igen.

"Når jeg står frem med min historie, er det for at give et godt råd til andre om at søge den hjælp, man er berettiget til. Jeg håber, at jeg vil kunne være mere for min familie i fremtiden, når der er faldet ro over min situation. Jeg er bakket godt op af dem alle, ikke mindst min mand, som også har været med til mange møder, så han hele tiden har vidst, hvordan min situation så ud og selvfølgelig også kendte den økonomiske side", siger Ann Kirstin Toftager Blumensaadt.