Landbokvinder 2021: Kæmpe tilfredshed med at bo og leve på landet

Et meget højt antal kvinder mener, at det giver stor livsværdi at bo på landet, viser LandbrugsAvisens undersøgelse.

Her er plads, frisk luft, gode muligheder for børn.

Er du overordnet tilfreds med dit liv, spurgte vi i slutningen af sidste år alle kvindelige læsere af LandbrugsAvisen - og svaret viser, at godt 43 pct. var meget tilfredse, mens næsten 50 procent svarede ’ja, oftest’. Kun 6 procent af de 1283 svar, vi modtog satte kryds ved, at de ikke var tilfredse.

Sammenlignet med en undersøgelse, LandbrugsAvisen (dengang Landsbladet) gennemførte i 1999, hvor vi spurgte til livet på landet som landbokvinde, er svarene generelt også mere positive. Da var langt flere kommentarer som ’jeg ville gerne ændre de mange aftener, weekends og ferier alene. Mangler muligheder for at rejse og vise børnene noget af verden’. ’Jeg ville ønske, hverdagen ikke var så ansvarsfuld og fortravlet. Ville nyde naturen med god samvittighed’.

Vildt godt

Det er vildt glædeligt og også lidt overraskende, siger landbokvinde og en af initiativtagerne til gruppen 'Glade stiletter i landbruget', Pia Volsgaard. Hun mener, at det frie liv med god plads betyder rigtig meget. Så kan der godt være dage, hvor alt er surt og økonomien for nogen ikke hænger godt nok sammen.

"Men landmænd bliver også skilt, og jeg tror, at de kvinder, som ikke har kunnet finde sig til rette med livet på landet, så også bliver skilt og kommer videre i højere grad end før", siger Pia Volsgaard.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, er også meget glad for den positive reaktion, der er for at bo på landet og de flere tilbud der kommer fritidsaktiviterer, også sammenlignet med de muligheder, som kvinder i byerne har for at få arbejde og fritid til at hænge sammen.

"Plus den åbenlyse fordel ved at være tættere på naturen, ikke mindst som en værdi i 2020, hvor corona fik danskerne til at tænke over den måde, de tætbefolkede egne af landet fik pandemien til at spredes", som han understreger.

"Der er også kommet bedre arbejdspladser i landdistrikterne. Der er i endnu højere grad fokus på et arbejdsliv, der skal hænge sammen med et familieliv. Det afspejler sig nok også i det meget glædelige høje tal for tilfredsheden med at bo på landet", mener Steffen Damsgaard.

Træsko-trygt

Når kvinderne i undersøgelsen uddyber, hvad der er så godt ved at bo på landet, så er de ret enige.

Pladsen, friheden, naturen, muligheden for at være tæt på familien og være med i det fællesskab, der er uden for de store byer.

Landmændene får også mange gode skudsmål med på vejen. Selv om der er travlt på virksomheden for både ham og hende, er den moderne landmand i højere grad end for 20 år siden parat til at tage sin del af ansvaret for at tage sig af familiens børn. Hvis det skulle overraske nogen, viser svarene fra undersøgelsen, at mændene er også rykket i kønsrollerne på landet.

Her er nogle af kommentarerne:

’At børn og voksne kan være sammen om noget meningsfuldt. At det er nemt at give børnene selvværd og selvtillid, fordi deres hjælp gør en ægte forskel’

’Her er plads til de aktiviteter, jeg gerne vil beskæftige mig med og god afstand til naboerne’.

’At det er mørkt, når det er mørkt, så der er frit kig til stjernerne’.

’Naboskab og samhørighed. Hvis man udebliver fra træning en dag, lægger folk mærke til, at man ikke var til stede og følger op på det’.

’Man kan rende i bar røv, uden nogen kigger’.

’Ingen forfærdelige naboer, som brokker sig, fordi skraldemanden kommer kl, 4 eller for den sags skyld, hvis der kommer en traktor forbi’.

’Her er træsko-trygt (når man lige drøfter verdenssituationen med dem, man kender i brugsen, gymnastikforeningen, på vejen, ved skolen)’.

’At kunne sige godmorgen/godaften til alle sine egne dyr i stalden/på folden er en rigtig god oplevelse, der forplanter sig til ro og overskud’.

’Der er aldrig to dage, der er ens’.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle