LandboNord tilpasser strukturen i foreningen til en virkelighed med færre landmænd

LandboNord slår fire kredse sammen til to og erstatter fagudvalg med ét stort repræsentantskab. Strukturændringerne skal afspejle en virkelighed med færre landmænd men uændrede politiske opgaver, siger Torben Farum, formand for LandboNord.

- Jeg er glad for, at vi nu kan arbejde videre med en foreningsstruktur, hvor vi kan navigere hurtigt og ikke er bundet af en fast struktur på fagområder eller geografi.

Sådan sammenfatter Torben Farum, formand for LandboNord, fordelene ved den ny foreningsstruktur, som generalforsamlingen vedtog i sidste uge, i en pressemeddelelse fra LandboNord.

Her blev det besluttet at vedtage bestyrelsens forslag om at tilpasse foreningens struktur til en virkelighed med færre landmænd men uændret behov for at deltage i og blive hørt i den offentlige debat.

Den ændrede struktur betyder, at kreds 1 og 2 (Hjørring og Frederikshavn) bliver slået sammen, og det samme bliver kreds 4 og 5 (Brønderslev og Flauenskjold).

Bredt repræsentantskab

Alle LandboNords fagudvalg bliver desuden erstattet af ét stort repræsentantskab, som med kort responstid kan nedsætte ad hoc-udvalg.

- Vi arbejder som udgangspunkt videre med det samme antal folkevalgte, men vi kan hurtigere sammensætte et hold, som har problemstillingerne helt inde på livet og dermed er naturligt motiveret for at finde en løsning på udfordringen, siger formand Torben Farum.

- Vi åbner også op for, at LandboUngdom får seks pladser i repræsentantskabet, så næste generation får mulighed for at præge det foreningspolitiske arbejde, siger Torben Farum.

Vedtægtsændringerne træder i kraft til næste år.

Seks millioner til medlemmerne

LandboNords medlemmer kunne igen i år glæde sig over, at en stor del af overskuddet fra rådgivningsvirksomheden LandboNord, går til de medlemmer, som også køber rådgivning.

Adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen, fremlagde virksomhedens nøgletal med fortsat vækst og en stærk bundlinje. Omsætningen blev på 178 mio. kr, resultat før skat blev 13,6 mio. kr, hvilket resulterede i et nettoresultat for 2023 på 10,9 mio. kr.

- Der har været en betydelig efterspørgsel på vores ekspertise, og takket være vores kompetente og dedikerede medarbejdere, har vi opnået en omsætningsvækst i LandboNord. I løbet af 2023 har vi også gjort betydelige investeringer i digitalisering, nyansættelser og produkttilpasning. 6 mio. kr, en stor del af overskuddet, går igen i år til medlemmerne, siger Uffe Bertelsen.

Over en årrække har LandboNord nu udloddet 66 mio. kr direkte til medlemmerne, oplyser Uffe Bertelsen i pressemeddelelsen fra LandboNord.

-hac
 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle