LandboSyd bliver medejer af AgroMarkets 

LandboSyd vil ansætte en eller flere specialister til at være bindeled mellem rådgivningsvirksomhedens kunder og Agromarkets

LandboSyd bliver ny medejer af AgroMarkets A/S, der løbende overvåger finans- og råvaremarkeder med henblik på at anbefale landmænd om køb og salg af råvarer og dispositioner i forhold til finansiering.

Den sønderjyske rådgivervirksomhed køber sig ind i ejerkredsen i Agromarkets på lige fod med en lang række øvrige rådgivningsvirksomheder inden for landbruget, oplyser LandboSyd i en pressemeddelelse.

Et råvaremarked, hvor priserne svinger meget op og ned, øgede omkostninger til energi og stigende renter gør det vigtigt for LandboSyd at kunne tilbyde lokal rådgivning særligt om råvarekøb og -salg. 

- Vi går all-in i ejerskabet forstået således, at LandboSyd selv kommer til at ansætte en og gerne på sigt flere specialister, som skal være bindeled mellem LandboSyds rådgivere, kunder og AgroMarkets øvrige specialister og konsulenter, siger Landbosyds administrerende direktør Sune Aagot Sckerl, i pressemeddelelsen.

Fondsmægler solgt tidligere på året

LandboSyd solgte tidligere på året fondsmæglerselskabet Agrocura efter 12 års ejerskab. 

Siden har LandboSyds bestyrelse sammen med direktionen analyseret på, hvad rette værditilbud er for LandboSyds medlemmer.

- Det virker helt rigtigt at blive medejer af AgroMarkets. Det er ejet af landbruget og ejet af mange. Derved står der både de rette - og nødvendige - faglige kræfter bag samtidig med, at den økonomiske risiko og fortjeneste ved ejerskab fordeles på flere, udtaler LandboSyds bestyrelsesformand Henrik Jessen i pressemeddelelsen.

AgroMarkets byder den nye aktionær hjerteligt velkommen.

- I AgroMarkets glæder vi os over, at LandboSyd har valgt at samarbejde med os og indtræde i ejerkredsen. Vi lever i en tid, hvor danske landmænd oplever store udsving på råvarepriser, derfor skal vi nå ud til så mange landmænd som muligt, siger Agromarkets direktør Nis Kjær

Det nye ejerskab træder i kraft den 1. december 2022.

/brahe

Faktaboks

Agromarkets

AgroMarkets er ejet af landbruget selv, det vil sige størstedelen af de øvrige DLBR-virksomheder, herunder

  • Agri Nord
  • Agrovi
  • Fjordland
  • KHL
  • Landbrugsrådgivning Syd
  • LandboNord
  • LHN
  • Odsherreds Landboforening
  • Patriotisk Selskab
  • Sagro
  • SLF
  • Velas
  • Vestjysk Landboforening
  • Østdansk Landboforening

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle