LandboSyd formand: Hegn er forsikring

Hegnet er en forsikring mod afrikansk svinepest, mener Mogens Dall fra LandboSyd.

Huller eller ej. Hegnet ved grænsen vil begrænse mængden af vildsvin i Danmark. Sådan lyder meldingen fra LandboSyds formand, Mogens Dall.

»Jeg så helst, at hegnet var uden huller. Men når vi skal tage hensyn til andre dyr i den vilde natur, bliver vi nødt til at have passage for dem«, siger han og peger mod Kruså grænseovergang, hvor en fast strøm af biler kører i middagssolen.

»Trafikken får også lov at køre normalt, og bilerne har kørt langs hegn ved motorvejen hele dagen. Lægger de så mærke til et grønt hegn, der går tværs over marken hernede?« spørger formanden de kritikere, der mener, at hegnet bliver en torn i øjet på naturen. Han giver også svar på tiltale i forhold til smittefaren ved særlige fødevarer, der transporteres over grænsen.

»Kører en lastbilchauffør over grænsen med den her famøse pølse, der bærer sygdommen og smider affaldet ud af vinduet, kræver det, at et andet vildsvin får fat i indpakningen for at sprede den. Hegnet kan være med til at begrænse det antal vildsvin, der findes i landet«, forklarer Mogens Dall, der kalder hegnet en forsikring.

»Hegnet er i bund og grund en forsikring. Når vi for eksempel tegner en brandforsikring på vores hus, står der altid noget med småt bagpå, der forklarer, hvor forsikringen ikke dækker. Det samme gælder med vildsvinehegnet. Man får ikke noget, der er 100 procent«, lyder det fra formanden.

»Vi skal undgå den situation, hvor vi får et tilfælde af afrikansk svinepest i Danmark og så tænker; Hvor er det ærgerligt, at vi ikke fik sat hegnet op, for det kunne jo være, at det havde forhindret udbruddet. Hvis vi ikke gør noget, afventer vi bare vores skæbne uden at tage den i egen hånd, og det er ikke godt nok«, siger Mogens Dall.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle