Landboturisme er blevet et hit

Flere og flere danske landmænd vælger at gå ind i turistbranchen.

Antallet af landbrugsbedrifter med landboturisme er steget fra 317 i 2003 til 424 i 2005. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Landbrug netop har offentliggjort.

Landboturisme er især udbredt hos de mindste og største landbrugsbedrifter. Eksempelvis i 2005 havde 88 bedrifter på under 10 hektar landboturisme ved siden af landbruget, mens tallet var 121 for bedrifter med 100 hektar og derover.

Stort marked

Silke Lorenzen, sekretariatsleder i Landsforeningen for Landboturisme, siger, at hun ikke er overrasket over tallene. Hun oplever, at der er et stort marked for bondegårdsferier i Danmark.

"Vi har de sidste to-tre år haft en stor efterspørgsel på bondegårdsferier, og det mærker vores værter, der mange steder i landet er booket meget op," siger Silke Lorenzen.

Hun erfarer, at det ikke kun er børnefamilier, der tager på bondegårdsferier, men der er også flere og flere mennesker uden børn, der vælger at tage nogle individuelle feriedage på landet i ydersæsonerne.

Stigningen i antallet af landbrugsbedrifter med landboturisme kan i følge Silke Lorenzen også forklares ved, at flere og flere landmænd vælger at udleje værelser til for eksempel håndværkere fra Polen og Tyskland, der har brug for overnatning.

Landsforeningen for Landboturisme har for tiden 123 aktive værter i Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle