LandboUngdom: Drop høj løn under skoleophold og red praktikpladser

Hellere lavere løn under skoleophold end risikere, at der kommer til at mangle praktikpladser, mener LandboUngdom.

I disse uger er arbejdsgiverne i GLS-A og fagforeningen 3F i gang med overenskomstforhandlingerne til elever på bl.a. landbrugsuddannelsen.

Nu melder LandboUngdom, at de hellere ser en lavere løn end mangel på praktikpladser. Det skal hindre, at elever tvinges i skolepraktik.

"Krisen er ikke ovre og praktikpladstilskuddet er bortfaldet, hvorfor vi nu kan begynde at mærke, at det for alvor kniber med at finde tilstrækkeligt med elevpladser," siger Svend Nygaard, formand for LandboUngdom.

Han foreslår at sænke lønnen under skoleopholdet.

"LandboUngdom foreslår en ændring i lønnen til eleverne under skoleopholdet. En reduktion på skoleopholdet til SU-lignende løn vil være mere acceptabelt for arbejdsgiveren og give incitament til at vælge en dansk elev og skabe flere praktikpladser," skriver han i en kommentar.

Udmeldingen kommer på baggrund af, at LandboUngdom de senere år hørt flere landmænd klage over de ekstra udgifter, der er ved at have en dansk elev.

Det får nogle landmænd til at fravælge at have danske elever og i stedet ansætte en udenlandsk elev.

"Hvis flere landmænd vælger den sidstnævnte løsning, får det alvorlige konsekvenser for dansk landbrug i fremtiden," mener Svend Nygaard.

Til gengæld er lønnen på et passende niveau under selve praktikperioden.

"Under praktikken udfører eleven et stykke arbejde, og selvfølgelig skal eleven have løn for dette. Derfor ser vi ingen grund til at røre ved den," skriver Svend Nygaard.

Skolepraktik er ikke en farbar løsning, mener han.

"Det er altafgørende for os, at alle elever kommer ud i en rigtig praktik på et landbrug der kan give dem god faglig viden og færdigheder," siger LU-formanden.

To sider af samme sag

Når LandboUngdom snakker løn, deler vi den op i to dele. Første del er, når eleven er i praktik hos landmanden, og anden del er, når eleven er på skole.

Vi mener, at lønnen i forbindelse med praktiktiden er på et fornuftigt niveau.

Under praktikken udfører eleven et stykke arbejde, og selvfølgelig skal eleven have løn for dette. Derfor ser vi ingen grund til at røre ved den.

Lønnen under skoleophold gør desværre, at landmanden begynder at kigge efter alternativ medhjælp såsom udenlandske elever. Vi ved godt, at landmanden får en stor del refunderet fra AUB, men lønnen er desværre stadig en afgørende faktor, når landmanden skal træffe beslutningen.

LandboUngdom foreslår en ændring i lønnen til eleverne under skoleopholdet. En reduktion på skoleopholdet til SU lignende løn vil være mere acceptabelt for arbejdsgiveren og give incitament til at vælge en dansk elev og skabe flere praktikpladser. Vi ønsker på ingen måde at skabe dårlige forhold for eleverne, men ønsker at landbrugsskoleelever bliver veluddannede og eftertragtet arbejdskraft for arbejdsgivere/landmænd. En god praktikplads er i den sammenhæng alt afgørende. Vi mener, det er nødvendigt at se på hvilke faktorer, der skaber flere praktikpladser, og på lønområdet kan vi være med til at præge beslutningsgrundlaget for landmanden. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle