LandboUngdom vil gøre det sejt at gå med sikkerhedsbriller

LandboUngdom uddeler gratis sikkerhedssolbriller til alle sine medlemmer. Både for at passe godt på medlemmernes øjne og for at sætte fokus på sikkerheden blandt unge i landbruget.

Unge i landbruget har den største risiko for at havne i en arbejdsulykke. Det ønsker LandboUngdom at ændre, så unge kan få den bedst mulige start på et langt liv som arbejdende i landbruget.

Det skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse.
 
I et samarbejde med 3M uddeler LandboUngdom derfor gratis sikkerhedssolbriller til alle sine nuværende og kommende medlemmer. De gratis briller er kickstarten på en kampagne, hvor LandboUngdom vil øge fokus på unges sikkerhed i landbruget.
 
"Vores medlemmer er fremtiden i dansk landbrug, og LandboUngdom vil gøre alt for, at de får en lang og sikker karriere inden for landbruget", siger Esben Tanghus, der er medlem af LandboUngdoms landsledelse og står i spidsen for sikkerhedskampagnen.
 
Kampagnen sættes i gang til Landsskuet i Herning fra 5.-7. juli, og brillerne udleveres til medlemmerne til lokalforeningernes arrangementer i løbet af sommeren.

Unge har øget risiko for at havne i en arbejdsulykke

I næsten 40 procent af de anmeldte arbejdsulykker er skadelidte mellem 18 og 29 år, og aldersgruppen 18-24 år udgør alene en fjerdedel af ulykkerne. Det viser Arbejdstilsynet opgørelse af arbejdsskader for årene 2012-2016.
 
"De unge vil gerne det hele på den halve tid, og de har naturligt nok ikke erfaringen til at vide, hvornår de skal passe ekstra godt på. Man mangler ro og overblik. Og så kan det for nogle unge være svært at stille krav om at få grundig instruktion til en opgave og få stillet de rigtige værnemidler til rådighed", siger Marianne Norup, der er arbejdsmiljøkonsulent hos Seges.
 
Og det er netop disse forhold, LandboUngdom ønsker at ændre.
 
"Vi vil gøre det sejt at gå med sikkerhedsbriller, vi vil gøre det acceptabelt at man som ung og nyansat godt må stille krav om instruktion, og vi vil have, at unge i landbruget alle stopper op og overvejer, hvordan de kan blive mere sikker, når de er i praktik eller går på arbejde", siger Esben Tanghus.

Samarbejde med 3M

Udlevering af gratis sikkerhedssolbriller og den fremtidige fokus på unges sikkerhed i landbruget sker i et samarbejde mellem LandboUngdom og virksomheden 3M.
 
"Samarbejdet med LandboUngdom giver os en mulighed for at komme tættere på de unge i landbruget. Det er vigtigt for os som virksomhed at give viden videre og få erfaringer igen fra dem, der bruger vores produkter, og vi glæder os til det fremtidige arbejde sammen med LandboUngdom", siger Carsten Meyer, der er salgschef for 3M i Danmark.
 
"Vi er rigtig glade for samarbejdet med 3M, fordi det giver os mulighed for at give vores medlemmer viden og udstyr, der øger deres sikkerhed", siger Esben Tanghus.
 
Til Landsskuet i Herning fra 5.-7. juli er LandboUngdom og 3M til stede for blandt andet at sætte fokus på sikkerheden. De har til huse på plads 340/341.

 
 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle