Landbrug & Fødevarer i 1950'erne

Når Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, afvikler arrangementet søndag 16. august, bliver der mulighed for at opleve det landbrug og de fødevarer, som var almindelige i det danske samfund i 1950'erne.

Vore dages effektive høstmetoder står i skærende kontrast til høsten for 50 år siden, hvor det hele foregik i et andet tempo, og hvor der var meget mere manuelt arbejde forbundet med høsten end i dag. Det arbejde en mejetærsker i dag klarer på en time, tog den gang adskillige dage. Efter datidens høst med selvbinderen skulle negene køres hjem og stakkes med håndkraft. Senere på året blev tærskeværket startet, og først her blev kornet tærsket af negene. viser vores bedsteforældregenerations høstmetoder og tærskning samt eksempler på gamle landhåndværk og husflidsarbejder.

I tilknytning til arrangementet holdes der også stort historisk dyrskue, hvor et bredt udsnit af de gamle danske husdyrracer udstilles. Her kan man opleve det kvæg, de hesteracer, og de får, geder og fjerkræ, som var almindelige i landbruget førhen. Eksempelvis var hesten stadig i anvendelse som trækkraft i landbruget først i 1950'erne, men ca. 10 år senere var den stort set forsvundet, afløst af traktoren.

Maden og måltidet har også undergået store forandringer i perioden, og arrangementet forsøger ligeledes at formidle, hvordan fødevarerne blev fremstillet tidligere. Flere af museets laug og arbejdsgrupper, som arbejder med fødevarer - bl.a. mejerister, slagtere, bryggerpiger m.fl. fremstiller fødevarer og madretter efter gamle opskrifter med smagsprøver til publikum. Ligeledes deltager Kokkelandsholdet i arrangementet, hvor der kreeres mad fremstillet af grøntsager, urter og frugt af gamle sorter hentet i museets køkkenhave.

Arrangementet foregår på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, søndag 16. august kl. 10-16.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle