'Ordet er Frit' skrives af et fast panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.
Af Karen Kjær, landmand og formand for dyrskueudvalget i Ribe
Når bønder mødes, synes jeg tit, vi er gode til at minde hinanden om alle de underlige krav, resten af samfundet møder os med. Jeg er egentlig selv med på holdet, der højt siger, at jeg ikke forstår, at blandt andet det største parti i København kan tro, at det vil løse verdens klimaproblem, hvis Danmark afskaffer hver anden ko og gris. Eller hvis vi som det eneste land i EU ikke gør, hvad vi kan, for at producere mad i en verden, hvor folk dør af sult, klimavenligt. Eller når minkerhvervet blev aflivet på den måde, det skete. Jeg er helt med på, at der nok ikke er så mange læsere af denne lille klumme, der er uenige med mig, men derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi deler med hinanden, når solen skinner på os bønder.
Solen har nemlig skinnet på mit bondesind, klart og varmt den sidste fredag i juli. Vi havde dyrskue i Ribe den dag. Det er nu ved at være en måned siden, men jeg er stadig helt høj, når jeg tænker tilbage på det. Så meget stolthed og glæde for vores erhverv tror jeg aldrig, jeg har mødt på et sted.
Det er vores lokale landboforening, der er den officielle arrangør af dyrskuet, en 157 år gammel tradition, og aldrig har der været så mange gæster. 12.300 mennesker kiggede forbi pladsen, og jeg er overbevist om, at alle gik derfra med et meget positivt syn på dansk landbrug. Antallet af udstillede dyr er også et af de højeste, vi har prøvet, og maskiner for mange millioner blev præsenteret. Om det så var politiske partier og folketingskandidater, bakkede de op, både ved at købe en stand, men også ved at lege med i, hvem der var den bedste til kovendinger, altså med rigtige køer. Der blev i det hele taget lagt rigtig mange kræfter i at vise både hinanden som landbrugere, men også alle uden tilknytning til erhvervet, hvor godt det faktisk er. Det var en fantastisk dag.
Jeg tror, det gør en forskel. Jeg tror på, at al den energi og de kræfter, der bliver brugt sådan en dag, hjælper os. Udtrykket ’license to produce’ kan vi med de punkter, jeg remsede op i starten af mit skriv, ikke slå hen som pjat. Det er ikke kun dyrskuerne, der gør en forskel. Næste weekend er der Foodfestival i Aarhus - og det er ikke på en fødevareproducents hjemmeside, at den kaldes nordens største madfestival. I de dage er det helt sikkert en anden gruppe af danskere, vi møder, men igen er det mennesker, der helt frivilligt, i deres kostbare fritid, opsøger os landmænd og det, vi kan lave.
Jeg er sikker på, at solen også skinner på de kolleger, der åbner deres gårde tredje søndag i september. Det er jeg overbevist om også gør en kæmpe forskel. Jeg har været med til at læse evalueringsskemaerne fra et Åbent Landbrugsarrangement 20 kilometer fra Esbjerg centrum, Danmarks femte-største by. Langt de fleste havde et mere positivt indtryk af landbruget, da de gik, end da de kom, for den sidste del var indtrykket helt i top fra starten.
Mit lille skriv skal dels være min kæmpe tak til folkene, der bidrog til, at solen skinnede på Ribe og mig sidste fredag i juli, men mit ønske er også at minde os alle om, at på trods af groteske politiske idéer har vi og vores erhverv venner og en plads i solen hos mange mennesker her i landet. Hvis vi dyrker de venskaber og bruger energi på at forklare og fortælle, så tror jeg på, at det nok skal gå.