Landbrugets krisehjælp bliver forlænget

Hjælpen til kriseramte landmænd forlænges for femte år i træk, idet Foreningen Østifterne, Velux Fonden og Landbrug & Fødevarer netop har bevilget midler til arbejdet i netværket af socialkonsulenter i DLBR i hele 2016.

Siden starten i april 2012 er Landbrugets krisehjælp blevet brugt af i alt 421 landmænd og deres familier fordelt på 139 startpakker a fem timers samtale og socialrådgivning og 282 henvendelser til krisehjælpens hotline.

Netværket har desuden startet 15 erfagrupper - typisk med 10 medlemmer hver.

I alt har knap 600 landmænd haft glæde af Landbrugets krisehjælp siden starten, og der er ifølge projektleder Bodil Irene Jensen, Seges, ikke tegn på, at udviklingen vender lige med det samme.

»Behovet for krisehjælp stiger stadig. Sammenlignet med sidste opgørelse i 2014 er henvendelserne til hotlinen steget med 28 procent, krisehjælpen har bevilget 47 procent flere startpakker, og der er startet 50 procent flere erfagrupper,« siger hun.

Det er den forværrede økonomi i landbruget, som har accelereret udviklingen. Antallet af konkurser er stigende, især i Nordjylland, Vestjylland og Sydjylland.

Socialkonsulenterne har først og fremmest fokus på at medvirke til at sikre familiens forsørgelsesgrundlag.

»Vi ser ofte, at en landmandsfamilie er så godt hjulpet af især startpakken, at familien går fra at være i akut krise til at have etableret sig i sit nye liv i løbet af et halvt år,« siger Susanne Sander, socialkonsulent i LandboNord.

Faktaboks

Tre slags krisehjælp

  • Landsdækkende hotline til akut kriserådgivning
  • Startpakke med op til fem timers samtaler og socialrådgivning
  • Erfagruppe for kriseramte landmænd

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle