Landbrugets top appellerer til samling om ét stort udstillingsvindue

Hvis landbrugsmesserne bliver en lang række udstillinger og særarrangementer, går dansk landbrug glip af en yderst vigtig platform, lyder det fra topfolkene bag Agromek.

Det er rigtig vigtigt for hele landbruget og brancherne omkring, at der fortsat er et stærkt Agromek fremover.

Sådan lyder det i en samlet udmelding fra landbrugets top, fremstillingsvirksomhederne i agroindustrien og landets maskinhandlere.

"Dansk landbrug og hele erhvervet har brug for at have én stor samlet messe. Du har ikke andre steder, hvor du kan se det hele og se vores erhverv profileret så bredt. Hvis det hele deles op i småtterier og egne demonstrationer, har vi ikke længere en fælles platform og udstillingsvindue både indadtil og udadtil", siger Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild.

Dansk Maskinhandlerforenings formand Jens-Aage Jensen henviser til erfaringerne fra sidste Agromek med at invitere 500 skolebørn indenfor på Agromek, hvor de fik live-demonstration af jobene hos en maskinhandler.

"Det var en kæmpesucces. Sådan noget kan vi aldrig lave et andet sted. Her kan vi målrettet bruge Agromek til at vise dem vores fag og alt omkring landbrugsverdenen på én gang", siger han og opfordrer resten af maskin- branchen til at deltage og bakke op.

Bejler til traktorbrands

Det særligt kildne ved næste Agromek er den nye afviklingsdato i starten af året. Mange maskinimportører og sælgere har været glade for afviklingen i november, da der traditionelt handles en del store maskiner i slutningen af året, al den stund fabrikanterne ofte skal have ordrerne ind, som de efterfølgende kan bygge maskiner ud fra til ny sæson.

Formand for Dansk Agroindustri, adm. direktør hos Jema Jens-Peter Lundgaard, forstår godt, at flytningen giver overvejelser hos de store traktorbrands, men opfordrer stærkt til, at de stadig støtter op omkring Agromek.

Ved sidste Agromek var mærker som Claas, John Deere og New Holland repræsenteret.

"Det er klart, at der er udstillere, der trækker flere gæster end andre. Derfor kan vi kun appellere til de udstillere, at de udvikler Agromek sammen med os. De store brands tiltrækker mange besøgende. Det er vi fuldt ud opmærksomme på, og vi er villige til at gøre meget for at få dem med", siger han.

Plads til en anden messe

Konkurrenceregler forbyder messer at snakke meget konkret om andre messer. Det specielle ved næste Agromek er også, at den afholdes samtidig med Nutrifair.

L&F-formand Martin Merrild mener, at der er plads til to messer i Danmark.

"Den ideelle udstillingssituation i forhold til, at det også skal afholdes inden for rimelige omkostninger, er, at vi i Danmark koncentrerer os om at have den helt store Agromek hvert andet år. Derudover er der plads til én anden vinterudstilling i de andre år til langt lavere omkostninger, hvor man giver plads til det personlige møde. Det har vi forsøgt med FarmerTech tidligere, men det har vi ingen planer om at gentage".

Faktaboks

Agromek næste gang i januar 2021:

  • Landbrugsmessen, der har været afholdt i fire årtier, er næste gang tilbage 19. til 22. januar 2021. 
  • Ved seneste messe kom der mere end 40.000 besøgende, heraf cirka. 10 pct. fra udlandet. 
  • Messen arrangeres af Dansk Agroindustri og Landbrug & Fødevarer og ejes dermed i fælleskab af producenter og landbruget. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle