LandbrugsAvisen - nu med morgenbud

Bladkompagniet, der omdeler de danske aviser, skal fremover distribuere LandbrugsAvisen

Din LandbrugsAvisen kom tidligt i morges, håber jeg. Anbragt sikkert og godt i postkassen som sædvanligt, men mange timer tidligere.

Årsagen er, at vi, bl.a. på grund af begrænsninger hos PostNord, har valgt en ny partner til omdeling af ugens 35.000 frisktrykte aviser. Avisen skal også fremover omdeles torsdag-fredag, typisk meget tidligt om morgenen.

Bladkompagniet er Danmarks suverænt største, private postselskab. Med over 4.000 ansatte, voksne bude omdeler selskabet langt de fleste danske aviser og efterhånden også store mængder breve og andet post.

Bladkompagniets direktør garanterer, at avisen kommer frem med stor nøjagtighed. Det kræver kunderne, bl.a. en række offentlige styrelser, der har fravalgt det statslige PostNord til fordel for Bladkompagniet.

»Vi har under en halv procent af alle leverancer, som medfører opfølgning grundet forsinkelse eller udeblivelse«, siger Bladkompagniets adm. direktør Jesper Nielsen.

»Naturligvis følger der med alle nye opgaver nye udfordringer, men vi skal gøre vores yderste for at levere præcist«.

I postkassen

Aftalen med Bladkompagniet indebærer, at avisen leveres både tidligere og altid i postkasse - medmindre andet udtrykkelig er aftalt. Vi har med held tidligere brugt Bladkompagniet til en del af oplaget. Det kan ikke undgås, at der specielt i en indkøringsfase vil være problemer. Oplever du det, bedes du kontakte abonnementsafdelingen på abonnement@landbrugsmedierne.dk eller via linket her: http://www.landbrugsmedierne.dk/service/udeblevet-publikation/ – og der vil straks blive rettet op på leveringsfejlen.

Også LandbrugsMediernes magasiner Kvæg, Mark, Svin, TraktorTech, Kødkvæg og Frøavleren distribueres fremover med Bladkompagniet, og her er kravet til leveringskvalitet helt det samme. Igen kan vi kun opfordre læserne til at kontakte os, hvis I ikke får magasinerne på en ordentlig vis.

Farvel efter 61 år

Aftalen med Bladkompagniet betyder farvel til et mere end 60-årigt samarbejde med postvæsenet. Tilbage i 60erne var det daværende Landbladet med et oplag på over 100.000 blandt landpostbudenes største opgaver. PostNord har imidlertid som led i besparelser indskrænket omdelingen, og da Bladkompagniet samtidig oprustede, er det tidens bedste bud på sikker omdeling.

Faktaboks

Avis om morgenen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle