Der er effektivitet at hente for svineproducenterne ved et tættere samarbejde mellem rådgivere og besætningsdyrlæger. Derfor tager Midtjysk Svinerådgivning initiativ til et tættere samarbejde mellem rådgiver, besætningsdyrlæge og svineproducent.
»Vi ved, at der er penge at hente i et tættere samarbejde mellem parterne, men omvendt er vi også opmærksom på, at omkostningen ikke skal blive for stor. Derfor satser vi på ét opstartsbesøg mellem svinerådgiveren og besætningsdyrlægen, hvor de væsentligste problemstillinger bliver fastlagt,« forklarer chefkonsulent Mogens Bækgaard, Midtjysk Svinerådgivning.
På årsmødet i næste uge vil han lancere det nye initiativ, som allerede er blevet prøvekørt.
Opstartsmødet mellem svineproducent, rådgiver og besætningsdyrlæge skal fastlægge, hvilke temaer der er vigtigst at have fokus på i besætningen. Fokus vil blive rettet mod de steder, hvor der er størst økonomisk effekt af tiltagene, ligesom det vil blive fastlagt, hvordan og hvor mange besøgsrapporter, der skal udveksles.
»Vi håber, vi med dette initiativ får et tættere samarbejde med besætningsdyrlægerne,« siger Mogens Bækgaard.
Initiativet er støttet af Landscentret i Skejby.
Midtjysk Svinerådgivning holder årsmøde på Morsø Landbrugsskole tirsdag 23. marts kl. 19.00.