Det Miljøøkonomiske Råd har lavet en analyse af landbruget. Landbruget har svære tider. Indtjeningen er ikke stor, det er gælden til gengæld. Og aktiverne, i særdeleshed jord, er faldet voldsomt i værdi.
Men behovet for fødevarer vil stige, så på langt sigt er der et hastigt voksende marked for de højtforædlede, og dermed dyre, fødevarer. Jeg tror derfor på, at der er en fremtid for dansk fødevareproduktion.
Det er altså vigtigt, at landbruget kommer igennem krisen uden at ødelægge det eksisterende produktionsapparat. Vi kan ikke bare gøre som Det Miljøøkonomiske Råd foreslår - at lade gode produktioner falde på grund af en øjeblikkelig krise.
Løsningen er dog ikke bare at forlange offentlige tilskud til landbruget. Tilskud er i realiteten et tilskud til de nuværende ejere, og de vil gøre det endnu vanskeligere for nye ejere at komme i gang. Her er jeg enig med Det Miljøøkonomiske Råd. Men frem for at opgive en stærk dansk styrkeproduktion bør man undersøge, hvad der skal til for at forhindre, at kriser i landbruget blot kommer igen og igen. Kunsten er at finde en måde at kompensere det nuværende tab.
Det er ikke hensigtsmæssigt blot at forhindre tab hos dem, der har lånt penge til landmændene. Tværtimod skal de netop gøres medansvarlige for at løse problemet. Den ekstreme løsning vil være, at staten overtager al landbrugsjorden og genudlejer den på økonomiske vilkår, der afspejler det afkast som landbrugsjorden giver.
Men der kan tænkes en række mellemformer der kan være med til at sikre, at en fremtidig produktion opretholdes. Det understøttes af ændringerne i landbrugsloven. Man kan forestille sig, at landbrugsjorden overgår til en række aktieselskaber med henholdsvis den tidligere ejer, staten, og dem der har penge i klemme, som medejere. De enkelte selskaber skal genudleje jorden til landmanden, f.eks. den tidligere ejer, til en konjunkturafhængig leje. Landmandens leje af jorden vil altså afhænge af, hvad der økonomisk er basis for, og belastningen af produktionen vil være med til at dæmpe de økonomiske udsving for den enkelte bedrift, fordi betalingen for jorden afhænger af resultatet af bedriften.
For aktieselskabet der ejer jorden, vil indtægterne afhænge af de generelle landbrugsforhold. Systemet flytter altså landmandens nuværende betaling for lån over til en betaling for dispositionsret. Han laver groft sagt om på sit regnskab i status, idet gæld konverteres til egenkapital i aktieselskabet, så den faste betaling for gælden erstattes af en konjunkturafhængig betaling.
Der skal stadig være mulighed for både at tabe og at tjene penge på at være en mere eller mindre dygtig landmand. Men afhængigheden af ydre faktorer begrænses.
Ved at arbejde med ejerformerne kan mange af de forhold, som landbruget påpeger er særlige belastninger i forhold til andre erhverv og andre lande, med ét slag forbedres. F.eks. beskatningen af jordværdierne der indgår som en del af produktionsapparatet: Hvis betalingen for retten til at disponere over jorden afhænger af den konkrete økonomiske indtjening, så er problemerne om beskatning irrelevant.
Der er en lang række lovgivningsmæssige og praktiske forhold, der skal afklares. Alene spørgsmålet om hvordan de enkelte aktieselskaber skal oprettes, og hvilket kapitalindskud der skal foretages, kræver megen overvejelse. Men en fordomsfri debat om, hvordan den samlede landbrugskæde skal organiseres, er der i hvert fald behov for.
Der er behov for at nytænke landbrugets rammer. Det er perspektivløst alene at dreje på de eksisterende skruer. Hvis ikke der skabes helt nye løsninger, vil landbrugskriser komme igen og igen.
