Enhedslistens Per Clausen vil offentliggøre liste med navne på de landmænd og dyrlæger, som har aftaget eller udskrevet mest antibiotika. »Helt urimeligt,« mener svineformand Lindhart Nielsen.
De danske landmænd og dyrlæger, der aftager eller udskriver mest antibiotika, kan forvente at få deres navne offentliggjort i dag eller om få dage.
Det bekræfter Fødevarestyrelsen, som har udarbejdet listen på foranledning af spørgsmål, som Per Clausen, medlem af Folketingets Fødevareudvalg for Enhedslisten, har stillet i Folketinget.
Svarfristen udløber fredag 9. juli, altså i dag.
»Vi har fået en juridisk vurdering, og der er ikke noget til hinder for at udlevere oplysningerne. Så med mindre jeg får kontraordre, leverer vi listen,« siger veterinærdirektør Jan Mousing, Fødevarestyrelsen.
Forventer stor interesse
Per Clausen har bedt om at få en oversigt over »bedrifter, som er aftagere af særlig meget antibiotika« og over de »50 danske dyrlæger, som har den største udskrivning af antibiotika«.
Han forventer på forhånd, at der vil være stor interesse for listen i medierne, og at listen dermed »automatisk« vil blive udbredt.
»Det er klart, at det på den måde bliver offentliggjort, hvem det er. Det, mener jeg, er rimeligt nok, for i diskussionen om antibiotikaforbruget bliver det ofte sagt, at det er nogle få landmænd og nogle få dyrlæger, der står for en meget stor del af forbruget. Så er det da interessant at vide, hvem det er, i stedet for at alle mulige dyrlæger og alle mulige landmænd skal gå rundt og føle sig mistænkt for at bruge for meget antibiotika,« siger Per Clausen.
»Jeg håber, det kan være medvirkende til, at vi får løst problemet, at der kommer fokus på, hvem det er,« tilføjer han.
Giver skæv debat
Den opfattelse deler Lindhart B. Nielsen, Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, så langt fra.
»Den liste vil jo ingenting sige. Den vil bare sige noget om, hvilke landmænd der har den største produktion, og hvilke dyrlæger, der har de største klienter. Kort sagt: Den siger ingenting overhovedet,« siger han.
Lindhart B. Nielsen mener heller ikke, oplysningerne ville have givet mening, hvis Per Clausen i stedet havde bedt om at få at vide, hvem der aftager eller udskriver mest antibiotika pr. dyr.
»Det er under alle omstændigheder helt urimeligt at offentliggøre sådan en liste. Folk har jo ikke mulighed for at forklare, hvorfor de er på listen, om der er tale om et fast, højt forbrug, eller om de har været inde i en periode, hvor de har fået en behandlingskrævende sygdom ind.«
Lindhart B. Nielsen mener, at Per Clausen med sin liste går efter manden i stedet for efter bolden, og at resultatet let kan blive en debat, der er skæv i forhold til det målrettede arbejde med at få nedsat forbruget af antibiotika, som svinebranchen selv bakker op om.
»Det er utrolig vigtigt at få forklaret, at det med opgørelser af forbrug og »gule kort« er et redskab til at få forbruget ned. Nu kommer debatten til at handle om helt andre ting. Det, synes jeg, er rigtig synd,« siger Lindhart B. Nielsen.