Dyrskue-premiere for selvkørende RMH

RMH Mixellium pæsenteres første gang i Aabenraa og derefter ved lokale demonstrationer over hele landet.

Det bliver på Det Sønderjyske Fælleskue i Aabenraa 27. og 28. maj, at den nye selvkørende fuldfoderblander, Mixellium fra RMH, første gang bliver at se i Danmark.

Det er der flere grunde til.

"Dels har vi ikke kunnet få en Mixellium leveret før nu," fortæller direktør Allan Pedersen fra den danske importør, HCP Danmark. "Dels er de sønderjyske mælkeproducenter kendt for at være særdeles innovative, så vi er sikre på at få respons fra markedet med det samme, når maskinen introduceres her."

Efter danmarkspremieren i Aabenraa vil fuldfoderblanderen kunne ses og prøves ved en række lokale demonstrationer over hele landet i uge 22 og 23.

RMH Mixellium har været igennem en gennemgribende udviklingsproces med bearbejdning af erfaringerne fra tidligere modeller, hvoraf nogle har mere end 25.000 arbejdstimer på tælleren.

Mixellium leveres nu med moderne Deutz-motorer, servicevenlig opbygning og forbedrede forhold for førerne. Der er udelukkende valgt komponenter fra anerkendte underleverandører, hvoraf Sauer Danfoss står for hydraulikken.

Blandekar ¿ eventuelt i rustfrit stål - vinkelgear og blandesneglene trækker på erfaringer fra RMH´s traktortrukne fuldfoderblandere.

Fodercentraler

Mixellium er ifølge RMH konstrueret til intensivt arbejde og høje belastninger. I Israel, hvor firmaet er hjemmehørende, betyder det arbejde på de mange store fodercentraler, der findes i landet. Under danske forhold henvender de selvkørende blandere sig primært til besætninger, hvor de tilfredsstiller behovet for mange forskellige blandinger til forskellige dyregrupper.

RMH Mixellium er optimeret til kørsel på gården såvel som på landevejen. Den nye Deutz-motor kan - som de nyere Deutz-Fahr-traktorer - køre med reducerede omdrejninger på landevejen og dermed spare brændstof.

Den danske importør, HCP, er glad for, at RMH er gået over til Deutz-motorer, da man i forvejen importerer hele SDF-traktorprogrammet og har teknisk ekspertise og reservedele på lager.

Reservedelene er på lager i det nordiske fælleslager i Krogager, og serviceberedskabet klares i det sønderjyske af Brørup Traktor- og Maskincenter og TEMAC i Ribe, der også lægger stand til introduktionen på Det Sønderjyske Fællesdyrskue.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle