Landmænd og skovejere satte en stopper for øens deltagelse i sydfynsk nationalpark - målrettet arbejde gav pote.
Han burde have svært ved at få armene ned, efter byrådet på Langeland i sidste uge sagde nej tak til at være med i en sydfynsk nationalpark.
Men kvægavler Aksel Rubæk fra Lindelse syd for Rudkøbing vælger ikke at hovere. Livet skal gå videre på øen, og han respekterer, at der er folk, som har en anden mening.
Aksel Rubæk har ellers grund til at juble. I to år har han ihærdigt kæmpet imod nationalparken sammen med hustruen Birgit og en række personer fra øen. De frygtede, at nationalparken skulle trækkes ned over hovederne på dem, og det ønsker de ikke.
Frygter indskrænkninger
Aksel Rubæk bor ved Lindelse, og hans Jersey-køer samt kødkvægbesætningen kan fra de grønne marker nyde udsigten ud over et særdeles naturskønt område ned til Lindelse Nor.
Han var aktiv for nogle år siden, da der var planer om at skabe en Øhavs-sti. Derfor var netværket klar, da ideen om en nationalpark opstod, og der blev hurtigt dannet en gruppe, som satte modstanden i system.
De frygter, at nationalparken kommer til at betyde, at de mister indflydelsen på landbruget, skovbruget og jagten. Og de tror ikke på, at nationalparken vil få turisterne til at strømme til øen og bruge masser af penge, som tilhængerne siger.
De ser for sig, hvordan landbruget ikke får lov til at udvikle sig, og at der dermed sker indskrænkninger for øens vigtige landbrugserhverv. Og de frygter, at de i fremtiden i stedet for at udvikle landbruget kommer til at sidde med en hue på og sælge varer til turisterne ved landevejen.
Manipulerer
»Vi har fået vished for, at bestyrelsen i en nationalpark skal høres i miljøsager på landbrug, og der er eksempler andre steder fra på, at der gives afslag i miljøsager med henvisning til, at landbrug ligger i eller tæt ved en nationalpark. Det kan vi ikke acceptere, vi frygter, at landbruget bliver taber i det spil,« siger Aksel Rubæk.
»Det handler ikke kun om at være imod, men også om den metode, der bliver brugt til at gennemtrumfe en nationalpark. Styregruppen skal se på fordele og ulemper, men i stedet manipulerer de og sender ren propaganda ud til borgerne. Det er jo ikke en bananrepublik, vi bor i, så det er ikke så underligt, at mistroen breder sig,« siger Aksel Rubæk og henviser til den brochure, der for nogle år siden blev husstandsomdelt og roste ideen om en nationalpark til skyerne.
En meget stor del af øen er opdyrket og privatejet, og en underskriftsindsamling blandt lodsejerne viser, at modstanden mod nationalparken er overvældende. Modstanderne har været meget flittige, og samtlige lodsejere med mere end to hektar har fået et personligt besøg. 400 lodsejere har skrevet under, og i alt samlede gruppen 2.000 underskrifter.
Over for denne folkelige protest står et system, som foreløbig har brugt 16 mio. kr. på planerne, både kommunale penge og fondsmidler.
Andre følger efter
Langelands kommune er foreløbig den første af de fem kommuner bag planerne, som trækker sig. Aksel Rubæk tror, at andre følger efter, og at nationalparken lægges helt død - simpelthen fordi folk ikke ønsker den.
Efter hans mening har styregruppen i projektet med Ærøs tidligere borgmester, Jørgen Otto Jørgensen, i spidsen bevidst valgt at ignorere indsigelserne:
»De siger, at der ikke vil gælde andre regler i en nationalpark end i andre dele af landet. Men det passer ikke. Vi får indgreb i den private råderet over jorden, og de forsøger at åbne op for øget adgang - og det, selv om vi har en meget stor turisme på Langeland i forvejen,« siger Aksel Rubæk og henviser til, at den lovede øgede turisme i en nationalpark svarer til, at der var Langelands-festival otte uger om året:
»Og det holder vi altså ikke til,« tilføjer han med et smil.
Frivillighed
»At genskabe vådområder kan vi godt gå med til, men vi er modstandere af, at der sidder nogle i fine kontorer og bestemmer, hvordan vi skal have det i naturen. Vi behøver ikke nogen nationalpark for at lave naturprojekter ¿ det kan vi godt selv klare. Desuden, hvis vi vil have tilskud, kommer vi også til at afgive, og det bliver i form af restriktioner. Hvorfor skulle de lave en nationalpark, hvis de ikke vil bestemme, hvad er skal ske i parken?« spørger Aksel Rubæk.
»Vi stopper ikke, bare fordi Langeland nu siger nej. Vi vil gerne arbejde til gavn for Langeland, men initiativerne skal være frivillige, og ingen skal tvinges,« siger Aksel Rubæk.
Forvrænger identitet
På naboøen, Ærø, er Bent Juul Sørensen formand for modstanderne - eller skeptikerne, som de kalder sig:
»De vil skabe en identitetsforvrængning af vores samfund med denne nationalpark. De vil gøre os til ét område med central administration og tager hele kulturhistorien som gidsel. Men hver egn har sin egen identitet, og jeg kan ikke se nogen fornuft i, at det hele skal samles i et lille kontor i Svendborg, som skal have sidste ord i al planlægning,« siger Bent Juul Sørensen og understreger, at han taler som borger i samfundet og ikke som landmand:
»Vi ønsker mest af alt at være et erhvervsdygtigt område som andre områder i Danmark. Men vi er sikre på, at Sydfyn kan udvikle sig uden nationalparken. Ikke mindst den folkelige opbakning er blevet tilsidesat i dette projekt,« siger Bent Juul Sørensen.
