Op mod 2.000 køer, heste, grise, får, geder, høns og andre små dyr bliver samlet på tre hektiske udstillingsdage på dyrskuepladsen ved Roskilde 3. 4. og 5. juni.
På energiudstillingen er temaet »Energi og Dansk Landbrug«. Her vil man kunne se og høre om landbruget som fremtidens energileverandør og stifte nærmere bekendtskab med foranstaltninger og alternative energiformer.
Under temaet »Smagen af Dansk Landbrug« er landbruget som leverandør af de bedste råvarer i fokus. Skuet præsenterer grundlaget for, at Danmark år efter år kan pryde sig med verdens bedste restauranter og kokke. De danske fødevareproducenter yder et væsentligt bidrag til, at det skandinaviske køkken breder sig videre ud i verden.
Producenterne - store som små - præsenterer sig på den store fødevareudstilling og i Oplevelseshallen. Og også i maskinudstillingen, kræmmermarkeder og øvrige udstillinger er alle sejl sat.
Kvægudstillingen er den største i ti år med 713 tilmeldte dyr og nogenlunde ligeligt fordelt på malke- og kødkvæg. Hos sidstnævnte dominerer limousinerne med 68 dyr mod 43 sidste år. På udstillingen vises en ny race, to eksemplarer af det japanske wagyu-kvæg, som er berømt i attrået for sit fedtmarmorerede kød.
Mødested
Skuet venter godt 90.000 gæster på de tre dyrskuedage. De kan blandt andre steder styrke sig i skuets seks, egne restauranter og spisesteder, som i år har fået mange af råvarerne leveret fra de deltagende firmaer i fødevareudstillingen.
Den traditionelle dyrskuetale bliver holdt af Energi- og klimaminister Lykke Friis, i forbindelse med at skuet åbnes officielt med opstilling af alle slags dyr i den store ring og taler og musik fra ringside. Åbningsfesten starter kl. 10.00, hvor der også bliver holdt taler af Roskildes borgmester Joy Mogensen og dyrskuets formand Povl Fritzner.
Få minutter ved computeren kan spare gæsterne for ventetid ved billetlugen. Billetterne kan købes og printes fra skuets hjemmeside på www.roskildedyrskue.dk Familiebilletter med rabat kan kun købes på nettet.