En af de sidste dage i april havde min ven lokket mig udenlands endnu en gang. Vi tilbragte en dag på Rygen og så altså Østersøen fra modsat side. Fra min skoletid foresvævede der mig noget om den fæle gud, Svantevit med fire hoveder, som vi danske nedlagde i 1100-tallet. Det blev en både spændende og skræmmende tur på flere måder. Streger på et kort kan vise sig at være hullede markveje eller to rækker betonfliser lagt gennem et skovområde, så mine evner som chauffør kom på prøve.
Gamle kirker har en særlig tiltrækningskraft på os begge, og i Schaprode fandt vi ad en trampet sti ind i en luthersk kirke, som bar præg af forfald gennem hele DDR-tiden. Rygen hørte under Danmark i middelalderen og kirkerne under Roskilde Stift. Siden herskede svenskerne en overgang. En klam lugt stod os i møde, da vi trådte ind i rummet, men der stod blomster på alterbordet, kirken er i brug. Man fik en følelse af ælde og oprindelighed, her var intet ændret af hårdhændede restaureringer. Vi satte os i kirkestole slidt af århundreders brug, ikke noget med maling her. "Mon Absalon har været her på visitats?" tænkte jeg. Den lokale præst kom og bød os velkommen. Der hang plakater med bøn om bidrag til kirkens udbedring. Den slags må menigheden selv udrede.
På kirkegården fandt jeg en sten med navnet på en adelsslægt, som har en gren i Danmark. Landskabet på den del af Rygen, som vi nåede at se, er præget af kollektiviseringen af landbruget med kilometervis af marker med samme afgrøder og næsten ingen spredt bebyggelse, som hjemme. Mange bondehjem blev udslettet i sovjettiden, skarer af mennesker forflyttet til fjerne egne og fremmede hentet for at blive arbejdere på statsbrugene, der ligger som lidt tilfældige bygninger til dyrene og en tre-fire etagers blok til arbejderne. ( Ja, vi havde jo også polakkaserner i Danmark for ikke så længe siden. Hvordan bor vore østarbejdere nu?) Gråt og slidt så det ud, men afgrøderne lovede godt.
Alt det er sket i vores tid. Det er sundt at komme hjemmefra for at blive opmærksom på goderne herhjemme. På vort samfunds rolige udvikling, på vore institutioner og styreform. Men hvordan forvalter vi vort demokrati? Med frihed følger ansvar. Som gammel bondekone anskuer jeg alt fra plovfuren og føler, at vi er ved at underlægge os nye ridefogder, hvis vi lader os overliste. Bønder vil leve i ubemærkethed, er bange for at blive hængt ud i folkemunde eller avisen.
Nu nærmer sig grundlovsdagen, dens betydning har nok fortonet sig lidt, men dagen på Rygen mindede os om, hvad vi har at værne om herhjemme. Respekt for sandhed, ret og rimelighed er ingen selvfølge.
