Facebook gør kontakten med kunder lettere

Rasmus Skau sælger økologisk oksekød fra gallowaybesætning blandt andet via Facebook.

Korte videoer med køer som fodres, eller en kalv som luftes i snor, er med til at øge interesseren til Fuglsøgaards facebookprofil.

Og det er ikke uden bagtanke, at folk med jævne mellemrum får mulighed for at følge med i hverdagen hos Rasmus Skau, som ejer Fuglsøgaard ved Haderslev.

»Facebook er klart en måde til at komme lettere i kontakt med kunder og fastholde kontakten til dem,« forklarer Rasmus Skau.

Han sælger årligt oksekød fra 40 gallowaydyr via gårdens hjemmeside, hvor kunderne køber kødet via en netbutik.

»I ugerne op til slagtning sørger vi for at gøre ekstra reklame på hjemmeside og facebook, så vi får hele dyret afsat,« fortæller Rasmus Skau.

Kunderne bestemmer

Kødet afhentes på gården, hvor en slagter skærer kødet ud, præcis som kunderne ønsker det.

Sortimentet tæller traditionelle kødvarer, men også de sønderjyske specialiteter - ringriderpølser og kålpølser lavet af kød fra Galloway - kan købes.

Op til jul sælges desuden svinekød og ænder.

Næsten en levevej

Indtægterne fra salget af kød og naturplejen med gallowaykvæget kan næsten gøre det ud for en levevej for Rasmus Skau.

Foruden de nævnte aktiviteter dyrker han 80 hektar med økologisk planteavl og deltager i et maskinfællesskab med 400 hektar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle