Landbrugselever må opgive drømmen om at blive minkavlere

Flere landbrugselever var i gang med eller drømte om et speciale i mink, men må nu se sig om efter en anden fremtidsdrøm. "Der er ingen besætninger, man kan besøge, og der er heller ikke et erhverv at komme tilbage til", siger Lasse Jessen fra Grindsted Landbrugsskole.

Det runger og larmer vildt i baggrunden, da Claes Midtiby tager telefonen i sidste uge.

Han står midt i aflivningen af de sidste dyr på den minkfarm, hvor han er i praktik. Claes Midtiby er nemlig ved at uddanne sig til landmand på Grindsted Landbrugsskole og selv søn af en minkavler.

Derfor havde han da også regnet med, at han skulle bruge sit profesionelle arbejdsliv på at passe pelsdyr - lige indtil d. 4. november, hvor statsminiteren går på tv og fortæller, at alle danske mink skal aflives.

Dermed røg fremtidsdrømmen som minkavler.

"Det bliver jeg ikke nu, og det kan vi jo ikke lave om på", siger 19-årige Claes Midtiby, der læser EUX landmand og lige nu er i praktik på sin fars minkfarm, hvor der var 50.000 dyr. 

Praktik med aflivning

En rundringning til de seks landbrugsskoler, der enten har eller har haft specialisering i mink viser, at mellem 10 - 15 landbrugselever lige nu er ved at uddanne sig til et arbejde inden for minkbranchen.

Flere af dem har nu afsluttet deres praktikperiode med at hjælpe til med pelsning og aflivning af de sidste mink.

Claes Midtiby er én af dem - Lasse Jessen der også går på Grindsted Landbrugsskole en anden.

"Jeg er faktisk født op opvokset på en kvægejendom, men den flyttede vi fra i 2010. Så kom jeg lidt ved en tilfældighed i lære hos min kammerats far, og så blev jeg grebet af minkavl. Jeg havde da allerede kigget lidt på, hvad det ville koste at skulle overtage en ejendom, når jeg blev færdig", siger 20-årige Lasse Jessen, der også er i praktik hos en minkavler ved Vorbasse, hvor der var 21.000 dyr.

"Det er da specielt, at alt det man har har arbejdet for i et år bare bliver smidt væk. Hverken min chef eller jeg kunne da helt holde tårene tilbage, da vi aflivede den sidste mink", siger Lasse Jessen.

Må skifte retning

Der er i alt syv elever på Grindsted Landbrugsskole, der skulle til at skrive hovedopgave inden for mink. Skolens studievejleder har taget en snak med eleverne om de skal skifte retning, og hvad de nu vil specialisere sig indenfor.

Både Claes Midtiby og Lasse Jessen regner med at gøre deres landbrugsuddannelse færdig. Men hvad de skal skrive hovedopgave i, og hvad de gerne vil ud at arbejde med bagefter, ved de ikke nu:

"Det er stort set umuligt at forsætte specialiseringen i mink. Der er ingen besætninger, man kan besøge, og der er heller ikke et erhverv at komme tilbage til. Så jeg kommer nok til at skrive om markbrug - eller kvæg. Det har jeg ikke gjort op med mig selv endnu", siger Lasse Jessen.

"Jeg tror, jeg kommer til at skrive om kvæg. Og så tror jeg, jeg vil læse til produktionsleder også, så er jeg booket det næste års tid. Hvad der skal ske derefter, ved jeg ikke", siger Claes Midtiby.

Føler med avlerne

Begge er de meget bevidst om, at selvom deres fremtidsdrøm er taget fra dem, så er det de etablerede avlerne, det rammer hårdest.

"Jeg er jo bare elev, og har ikke penge i det. Der er mange, der har rigtig mange penge låst i det her lige nu og er spændt på, om de får deres gæld indfriet. Jeg kan trods alt nå at skifte retning, når jeg ikke er længere i min uddannelse", siger Claes Midtiby, der sammen med Lasse Jessen bliver færdig som landmand til sommer.

"Men selvom vi ikke har de store penge i det, så har vi den store intersse, så det rammer også os hårdt", supplerer han.

Især Grinsted Landbrugsskole og Asmildkloster Landbrugsskole har haft større hold af elever, der er specialiseret inden for minkavl. Også Kjærgård Landbrugsskole har haft mulighed for specialisering i mink, men skolen har oplevet at antallet af elever på linjen har været dalenede.
På Gråsten Landbrugsskole har der været et valgfag i mink eller ganske få elver, der har taget praktik på minkfarme, mens Dalum Landbrugsskole nogle gange har elever specialiseret i mink på lederuddannelsen.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle