Landbrugsgigant udråbt som "verdens værste virksomhed"

Organisation har udråbt verdens største landbrugsselskab som værende verdens værste.

Verdens formentlig største landbrugsselskab, amerikanske Cargill, er blevet udråbt til "verdens værste virksomhed".

Bag tildelingen af den tvivlsomme ære står organisationen Mighty Earth, der kæmper for regnskov, have og klimaet på verdensplan. Det skriver flere medier, herunder britiske Daily Mail.

Årsagen til titlen til Cargill er, at firmaet ifølge Mighty Earth er "skruppelløs i sin forretningspraksis og ødelæggelse af miljøet" samt at virksomheden "gentagne gange har insisteret på at stå i vejen for globale fremskridt på bæredygtighed", fremgår det.

Ingen andre virksomheder er nævnt i rapporten, der oplister en lang række af selskabets forsømmelser de senere år på klima- og miljøområdet. Blandt andet nævnes det, at selskabet - selv om man i flere år har haft en politik for at stoppe skovningen af regnskov inden 2020, har valgt at fortsætte med at købe varer fra sådanne områder.

Forhindrer ikke børnearbejde og sygdom

Samtidig skoses Cargill, der er privatejet og sidste år havde en omsætning på 114,7 mia. dollars - svarende til 760 mia. kroner - for ikke at sætte godt nok ind over for at medarbejdere bliver syge af arbejdet, forhindre børnearbejde og andre sociale forhold.

Ifølge flere mediers omtale af titlen til Cargill, var Mighty Earth allerede i januar klar til at offentliggøre sin rapport. Kort før lanceringen af kampagnen henvendte Cargill sig for at gå i dialog med organisationen om mulige handlepunkter mv. Men efter flere måneders forhandlinger melder Mighty Earth, at det ikke lykkedes at finde "en mindelig løsning". Derfor har man nu offentliggjort rapporten.

Cargill er et af verdens absolut største selskaber med 160.000 ansatte fordelt på 70 lande verden over. Ud over grovvarer, vitaminer og mineraler, har selskabet også en del fødevareproduktion. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle