Landbrugskommissær: Begræns transport af dyr

Et udvalgsarbejde er i gang angående dyretransporter, men kommissær melder klart ud nu allerede nu.

EU's landbrugskommissær vil begrænse transport af dyr. Sådan lød budskabet fra Janusz Wojciechowski onsdag aften, da han stod skoleret foran Europa-Parlamentets udvalg for dyretransport. Et udvalg, der blev nedsat i september og skal aflægge rapport efter et år.
 
"Det er decideret problematisk, hvis kommissæren vil reducere muligheden for at fragte dyr", fastslår Asger Christensen, medlem af parlamentet og dyretransportudvalget for Venstre:
 
"Jeg har længe været skeptisk over for kommissæren. Han virker til at køre sin egen dagsorden, som ikke er til gavn for Danmark. I flere tilfælde har Wojciechowski for eksempel udtalt sig negativt om intensive landbrug. Og nu vil han begrænse transport af dyr. Det er meget et problematisk."

Fremme lokal produktion

Konkret forklarede landbrugskommissæren, at han vil forsøge at fremme lokal produktion og lokale forsyningskæder. Asger Christensen deltog i mødet med Wojciechowski og spurgte til, hvorvidt ambitionen om at skrue ned for dyretransporter vil ramme Danmark, som blandt andet producerer og transporter mange grise ud af landet.

 Kommissæren afviste, at målet om at begrænse fragt af levende dyr vil gå ud over danske virksomheder. 

"Jeg føler, at han taler med to tunger. På den ene siden siger han ordret, at han vil begrænse dyretransporter, og på den anden side forsøger han at overbevise os om, at dét ikke vil gå udover dansk landbrug og vores eksport af husdyr. Men jeg har svært ved at stole på hans løfter," forklarer Asger Christensen.

 "Ærlig talt frygter jeg, at han vil liste sine forslag ind ad bagdøren, når vi skal arbejde med EU's fødevarestrategi i 2021, Farm to Fork-strategien. For mig er det helt afgørende, at vi eksempelvis stadig kan eksportere vores højkvalitets avlsdyr til andre EU-stater og lande uden for EU."
 
Tidligere har Janusz Wojciechowski påstået på Twitter, at man er nødt til at gøre noget ved problemet med intensivt landbrug, fordi det er mindre bæredygtigt. Under mødet med parlamentarikerne onsdag nævnte landbrugskommissæren, at Danmark producerer mange gange flere grise, end danske forbrugere konsumerer.
 
"Vi skal selvfølgelig forbedre dyrevelfærden under transport. Faktisk er der nogle medlemslande, som dårligt nok lever op til de nuværende regler. Det skal vi gøre op med. Vi skal styrke dyrevelfærden, og samtidig sikre, at vi fortsat kan transportere dyr på en fornuftig måde," siger Asger Christensen.

Udvalget ser på rammerne

Udvalget i EU-Parlamentet skal undersøge lovovertrædelser i forbindelse med dyretransporter i EU og skal se på rammerne for dyretransporter i Europa og også komme med en række anbefalinger til forbedringer.

Konkret skal udvalget undersøge påståede overtrædelser og forsømmelser af loven, der skal beskytte dyr under transport i men også udenfor den europæiske union, som det fremgår af udvalgets grundlag.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle