Landbrugskommissær taler mod 28 års europæisk landbrugspolitik

Af Martin Merrild, formand, Landbrug & Fødevarer

I 2020 skal vi både have EUs budget og den nye, fælles landbrugspolitik på plads.

En helt central nøgleperson er den nye polske landbrugskommissær Janusz Wojciechowski. Og ham undrer vi os over. Vi har med nogen bekymring set citater og tweets på sociale medier fra Wojciechowski, hvor han kritiserer bl.a. dansk griseproduktion for at være for intensiv og ikke bæredygtig. Han kalder reelt EUs landbrugspolitik gennem det seneste kvarte århundrede for en fiasko, når han begræder tabet af én million små europæiske landbrug og indirekte mener, den store indsats for at markedsmodne europæisk landbrug har været forkert - mens handelspolitikken bør blive mere protektionistisk.

Jeg må sige: I store dele af europæisk landbrug tror vi på fornuftige internationale handelsaftaler. EU har stort overskud på handelsbalancen med landbrugsvarer.

Og ja, strukturudviklingen i mange europæiske lande betyder, vi går fra mange små til flere store bedrifter. Men vi går både til noget større, men ofte også bedre, hvad angår økonomi i bedriften, dyrevelfærd og bæredygtighed.

På den baggrund inviterer vi landbrugskommissæren til Danmark, så han kan få indblik i, hvordan det i vid udstrækning selvejende danske landbrug af vidt forskellig størrelse producerer effektivt, konkurrencedygtigt, klimavenligt og bæredygtigt. Vejen frem er ikke ens i alle europæiske lande. Det vil vi vise landbrugskommissæren, når han tager mod vores invitation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle