LandbrugsMedierne præsterer bedste resultat i to årtier

LandbrugsMedierne leverede i 2019 et resultat på 3,4 mio kroner, hvilket er 2,6 mio kr. over budget. "Kæmpe succes, at LandbrugsAvisen har styr på driften", siger L&Fs formand Martin Merrild.

Landbrugsmedierne P/S formåede i 2019 at fastholde læserne af både de trykte udgivelser og på nettet: Bladhuset kom ud af 2019 med sorte tal og det bedste økonomiske resultat i mere end to årtier: 3,4 mio kr., eller 2,6 mio kr. over budget.

Landbrugsmediernes omsætning var i 2019 57,8 mio. kr.

Det fremgår af Landbrug & Fødevarers nye årsregnskab for 2019.

Styr på driften

Resultatet høster ros hos Landbrug & Fødevarer formand Martin Merrild:

"LandbrugsMedierne har styr på driften. For mig at se har det været en kæmpe succes, at vi har fået lagt LandbrugsAvisen ud med sin egen økonomi og sin egen bestyrelse", siger han.

"Bladhuset har taget nogle rigtig gode initiativer, og det er netop udtryk for, at bladhuset nu har fået mulighed for at udnytte husets kreativitet og evner, så det også kan ses i regnskabet og ikke bare forsvinder. Det er en kæmpe sejr".

Også Lars Daugaard, formand for Landbrugsmediernes bladbestyrelse og CFO i Landbrug & Fødevarer, komplimenterer resultatet og i samme vending LandbrugsAvisens afgående chefredaktør.

"Der er grund til at anerkende Henrik Lisberg for det resultat, han lander i sit sidste regnskabsår. LandbrugsMedierne er faktisk den del af organisationen, der performer bedst og mest over budget, relativt".

Særydelser

LandbrugsMedierne resultat skyldes især vækst i det digitale salg af annoncer samt salg af særydelser som f.eks. Landbrugsraadets 100 års jubilæum.

LandbrugsMedierne afviklede med støtte fra en række fonde den store konference på Axelborg og udgav et magasin til alle medlemmerne.

Huset stod  i 2019 også for kåringen af Årets Unge Landmand på delegeretmødet samt udnævnelsen af tre fremragende landmænd indenfor bæredygtighed, teknologi og afsætning.

Samtidig har omlægningen af LandbrugsAvisen til weekend-omdeling vist sig at være en fornuftig disposition: Bladhuset sparede i 2019 0,9 mio kr. på uddelingen ved at omlægge LandbrugsAvisen til lørdags-distribution.

Koster 9,40 pr. avis

LandbrugsAvisen havner - det er i alt fald bestræbelsen - hver uge hos medlemmerne, og det til en pris, der i 2019 blev fastsat til cirka 9,40 kr. pr. avis.

Distributionsproblemerne, som tidligere har plaget bladhuset, var færre i 2019, og alle modtager nu som udgangspunkt avisen lørdag.

Alle andre aktiviteter hos LandbrugsMedierne end LandbrugsAvisen skal i princippet hvile i sig selv og helst give et overskud, som kan bidrage til at holde avisens pris lav.

Bladkontingentet udgør  omkring en femtedel af LandbrugsMediernes samlede indtægter.  Resten hentes ved kommercielle aktiviteter som annoncer, bladsalg og andre aktiviteter, herunder bladproduktion for andre i landbruget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle