Landbrugsnestor advarer: Pas på klima-arvesølvet

Med bund i andelstanken har dansk landbrug en unik mulighed for brande produkter som klimavenlige. Men det kræver, at de grønne initiativer ikke sælges fra.

Skinken i køledisken, tomaterne på grøntsagshylden og konservesdåsen i kolonialhjørnet - alle varer vi i fremtiden være mærket med varens klimaudledning pr. kilogram eller liter.

Sådan lyder visionen fra en af dansk landbrugs nestorer, stifter af det klima-anerkendte udlandslandbrug Goodvalley Tom Axelgaard. Og i den virkelighed, hvis den bliver en realitet, har Danmark en reel chance for at lægge sig i front.

"I Danmark har vi en enestående mulighed for at skabe og brande os på klimavenligt landbrug, og min vision er, at vi faktisk kan gøre dansk landbrug til et verdenskendt brand", siger Tom Axelgaard, der i denne uge medvirkede og redegjorde for sin opfattelse på det digitale mødested Agroweb, hvor han også dryssede malurt i bægeret:

"Men det kræver, at vi ikke sælger det grønne fra nu", siger han og henviser til, at mange landmænd i øjeblikket fristet til at gå i gang med eksempelvis conservation agriculture eller andre anerkendte klimainitiativer og sælge initiativerne fra som klimakreditter.

"Det advarer jeg kraftigt mod", siger han.

Tom Axelgaard forlod sidste år den aktive rolle som manden i spidsen for udlandslandbruget Goodvalley. Siden da har han brugt tid på at udvikle sine vision for dansk landbrug.

Og han er ikke i tvivl. Dansk landbrug har en enestående chance for spille med i en verden, hvor der i stigende grad kommer fokus på klimavenlig fødevareproduktion. Forklaringen er andelsstrukturen.

"Via ejerskabet i andelsselskaberne har danske landmænd styr på produktionskæden fra jord til bord og kan dermed dokumentere det samlede klimaaftryk på det færdige produkt", siger han.

Netop det fulde overblik over kæden fra jord til bord er så vanskeligt at få styr på, og vi er slet ikke mål, men Tom Axelgaard er ikke i tvivl om, at vi skal den vej.

I dag er et af de store problemer, at vi som forbrugere ikke har en ærlig chance for at vurdere de enkelte produkters klimaaftryk, mener han.

"For eksempel køber mange økologisk, fordi de tror, det gavner klimaet, mens det jo reelt forholder sig modsat", siger han.

"Vi er nødt til at få en livscyklus-analyse på alle de varer, vi forbruger", siger han.

Forudsætningen er imidlertid, at de grønne initiativer forbliver på bedrifterne. Tom Axelgaard møder landmænd, der er fristet af at sælge deres klimainitiativerne fra i langvarige klimakreditkontrakter. Problemet er blot, at det risikerer at flytte klimagevinsten ud af landbruget og over i andre sektorer.

Som at tisse i bukserne

De store andelsselskaber Danish Crown og Arla Foods arbejder allerede nu på tiltag, der skal styrke klimatiltagene ude hos landmændene. Arla forventer eksempelvis, at selskabet inden for en kort årrække kan lancere et system, der honorerer konkrete klimainitiativer hos mælkeproducenterne i et forsøg på at drive udviklingen. Men selskaberne er ikke i mål endnu. Og derfor kan det være fristende at gå andre veje, medgiver Tom Axelgaard.

"Det er rigtigt, at det giver penge nu, men det er som at tisse i bukserne på en kold vinterdag", siger han og frygter endvidere, at landbruget i sidste ende vil blive pålagt afgifter, der kan gøre eventuelle frasalg endnu mere bekostelige.

Faktaboks

Tom Axelgaard

  • Tom Axelgaard stiftede i 1994 Goodvalley – dengang som Axzon. Selskabet producerer grise i Polen, Ukraine og Rusland. 
  • Han forlod rollen som adm. direktør sidste år og har siden helliget sig bl.a. netværket FarmVision.
  • I 2014 anerkendte Financial Times og Verdensbanken Goodvalley for at være frontløber inden for klimaneutral fødevareproduktion. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle