Landbrugspakke er sat på finansloven

»Det er god dag for landbruget,« siger landbrugsordfører Erling Bonnesen (V), efter det økonomiske grundlag for at udmønte landbrugspakken kom på plads med finanslovsaftalen.

Folketinget førstebehandler i dag lov om afskaffelse af randzoner. Samtidig har regeringen indgået en aftale om de sidste dele af finansloven med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

En aftale som blandt andet betyder, at der er afsat i alt 1,425 mia. kr. til landbrugs- og miljøområdet i perioden 2016-2019.

Begge dele er godt nyt for landbruget, mener Erling Bonnesen, landbrugsordfører for Venstre.

»Jeg er glad for, at der nu er sat penge af til, at vi komme i gang med at udmønte landbrugs- og fødevarepakken. Det er en rigtig god dag for landbruget og for landmændene,« siger Erling Bonnesen.

Gødningsforslag på trapperne

Ifølge Erling Bonnesen fremsætter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen en af de førstkommende dage sit lovforslag om at lempe gødskningsnormerne.

»Lovforlaget kommer om en dag eller to. Det er lige på trapperne,« siger han.

Dermed er regeringen godt i gang med at udmønte centrale dele af landbrugs- og fødevarepakken, såsom at lempe gødskningsreglerne, ophæve randzoneloven, afskaffe 60.000 hektar efterafgrøder og lempe gødskningsforbuddet på visse § 3-arealer.

Sådan fordeles pengene
Af det samlede beløb i finanslovsaftalen på 1,425 mia. kr. går 300 mio. kr. til landbrugs- og fødevaretiltag.

Beløbet fordeles over fire år - det vil sige 75 mio. kr. årligt i årene 2016-2019.

Tiltag skal kompensere

Resten, 1,125 mia. kr., er afsat til såkaldt 'kompenserende miljøtiltag', herunder målrettet regulering, som skal sikre, at lempelserne på landbrugsområdet kan ske uden skade for miljøet og i respekt for Vandrammedirektivet.

Beløbet fordeles med 225 mio. kr. i 2016 og 300 mio. kr. årligt i de tre år fra 2017 til 2019.

Regeringen vil indkalde til forhandlinger om de konkrete indsatser, som formentlig blandt adnet vil indebære etablering af mini-vådområder og måleprogrammer.

»Vi ved ikke, hvad det samlede behov bliver, men nu er vi i gang,« siger Erling Bonnesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle